Pressemøde: Se billeder og video fra Tour de France pressemødet på Vejle Rådhus

Pressemøde: Se billeder og video fra Tour de France pressemødet på Vejle Rådhus

22. februar 2019

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Nils Rosenvold

3. etape af Tour de France starter i Vejle, og derfor var der indkaldt til pressemøde på Vejle Rådhus, hvor løbsdirektør Christian Prudhomme løftede sløret for, hvad Vejle kan bidrage med til touren.

Godt 100 deltog i pressemødet med borgmester Jens Ejner Christensen, statsminister Lars Løkke Rasmussen, direktør Christian Prudhomme, A.S.O., erhvervsminister Rasmus Jarlov og kulturminister Mette Bock. Og det var en tydelig stolt borgmester, som ser frem til at få touren til Vejle i 2021:  

- Vi er utroligt glade og stolte over, at Vejle skal være startby for 3. etape af Tour de France i 2021. For en kommune med fokus på cykling bliver det ikke større. Vi glæder os utroligt meget til at være med til at byde feltet og hele tour-karavanen velkommen til Vejle, og jeg er sikker på, at det bliver én stor folkefest.

Samtidig mindede borgmesteren de fremmødte om Vejles stolte cykel-traditioner, og hvorfor Vejle er et helt særligt område for cykelsporten:

- Vejle er det sted i Danmark med flest højdemeter inden for kortest afstand. Og de seneste 20 år har Vejle været målby i PostNord Danmark Rundt. Derudover finder et af Danmarks hårdeste cykelløb for motionscyklister sted hvert år i bakkerne omkring Vejle. Så vi kender noget til at arrangere store cykelløb, sagde borgmesteren, og han fremhævede samtidig Jellingstenene som et vigtigt bidrag til løbet i forhold til den samlede fortælling om Grand Départ i Danmark.

Galleri: Tour de France pressemøde i Vejle. 

Og løbsdirektør Christian Prudhomme havde heller ikke svært ved at se, hvordan Vejle kan bidrage til løbet. Ud over historien om Danmarks dåbsattest i Jelling fremhævede han bl.a. den smukke havnefront, Fjordenhus og det kuperede terræn i og omkring Vejle.

Live: se hele pressemødet her.