Pre-iværksætteri: Vejle skaber kreativt miljø for expats

Pre-iværksætteri: Vejle skaber kreativt miljø for expats

6. november 2017

Tekst: Sebastian Kjær
Foto: Sebastian Kjær

Områdets internationale virksomheder har skabt et spirende expat-miljø i Vejle. Nu åbner iværksætter- og udviklingsmiljøet Spinderihallerne et ”pre-iværksætter”-område, så de ressourcestærke og kreative expats har en tilknytning, allerede inden de beslutter at blive iværksættere.

Til daglig er Spinderihallerne et 13.000 kvadratmeter stort iværksættermiljø med 60 kreative virksomheder. Men når virksomhederne holder fyraften, trækker en anden gruppe kreative ind i hallerne; nogle af områdets 1500 expats, fra virksomheder som Lego, Bestseller og Siemens, har fundet et hjørne i hallerne, hvor de kan få afløb for deres kreativitet efter arbejdstid.

-Om aftenen har vi besøg af super kreative og dygtige folk fra de store virksomheder i området. Det er sket helt af sig selv, og der kommer flere og flere til, som får en tilknytning og gør noget godt for virksomhederne i huset – og den udvikling vil vi gerne understøtte, siger Eva Sommer Hansen, udviklingskonsulent i Spinderihallerne.

De første expats tog selv kontakt til Spinderihallerne for at få et rum, hvor de kunne udfolde sig kunstnerisk i fritiden med maleri, fotografi eller design. Men på kort tid er flere reelt ved at udvikle sig til hobbyvirksomheder, der blander sig med hallernes øvrige virksomheder.

Derfor har hallerne nu taget første skridt til en mere formel strategi for pre-iværksætterne, der skal knytte de kreative hoveder fra hele verden tættere til hallerne. Både så de blive mere synlige for hallens daglige brugere, men også hvis de på et senere tidspunkt skulle få lyst til at springe ud som iværksættere.

Kreativt frirum med mulighed for at starte up
Første møde med det nye præ-iværksættermiljø blev afholdt for nylig. Her var der blandt andet besøg af en walisisk designer der ville lave sine egne notesbøger, en græsk arkitekt der ville lege mere med arkitektur og datavisualisering og en amerikaner der i fritiden holder foredrag om filosofi.

Alle sammen har de et godt og velbetalt job i Danmark, men har brug for et kreativt frirum ved siden af. Ingen af dem er etablerede iværksættere endnu, og selvom hallerne bruger begrebet ”pre-iværksætteri” om området for de kreative expats, er der ingen krav om, at det skal blive til mere end et kreativt output. Men muligheden skal være der.

-På den her måde får vi dem tilknyttet vores miljø allerede inden, de har afgjort, om de vil være iværksættere. Hvis de bare vil bruge området som et kreativt frirum er det fint – så har vi fået et spændende aftenliv i hallerne, som kan inspirere hele miljøet. Men det giver expats mulighed for at opbygge et netværk, de kan bruge, hvis de en dag ønsker at springe ud som iværksættere – eller måske kan det endda give dem det skub, de har manglet, siger Eva Sommer Hansen.

Samtidig kan det internationale miks i iværksættermiljøet være med til at sætte mere fokus på de internationale muligheder. For selvom ”born global” er blevet et mantra i den digitale tidsalder, og mange startups som gør sin service eller produkt tilgængelig globalt, fokuseres markedsføring og udvikling lokalt eller regionalt i starten.

-Det kan være svært at finde ud af, hvor man skal starte, hvis man vil ind på markedet i Grækenland, England eller Spanien. Et samarbejde med expats kan være med til at sætte større fokus på det potentiale, som virksomhederne har udenfor landets grænser, siger Eva Sommer Hansen.

Fællesskab som alternativ bosætningsstrategi
For mange expats handler det at flytte til Vejle-området i første omgang ikke om, at de gerne vil bo i Danmark, men om at de har fået et jobtilbud, der er så attraktivt, at de har rykket teltpælene op.

Det betyder, at en beslutning om at flytte videre til et nyt job i et andet land ikke er så stor, medmindre de i løbet af opholdet får opbygget nogle solide argumenter for at blive boende. Og her mener Eva Sommer Hansen, at pre-iværksætter-tiltaget kan være en mulighed.

-De expats og familier der kommer, er ressourcestærke familier eller par, og mange gange har de en iværksætter i maven. Hvis vi kan lokke den ud, kan det være årsagen til, at de bliver boende i området, og så er det ikke kun godt for iværksættermijøet her i hallerne, men for hele området, siger Eva Sommer Hansen.

Og hvis det ikke er drømmen om egen virksomhed i Spinderihallerne, der forankrer expats i Vejle, kan det nye præ-iværksættermiljø måske hjælpe på en anden måde.

-Vi har tidligere haft expats i miljøet, som blev boende i Danmark, fordi de her fik en work/life-balance, som betød, at de havde tid til at komme herned efter arbejde og forfølge deres egne projekter. Så uanset hvad der kommer ud af det nye område, tror jeg, at alle får noget ud af det, siger Eva Sommer Hansen.