Praktikvirksomheder roser Campus Vejle-elever

Praktikvirksomheder roser Campus Vejle-elever

27. marts 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Nils Rosenvold

Campus Vejle scorer højt i ny måling af virksomhedernes tilfredshed med praktikanter.

En ny måling af praktikvirksomhedernes tilfredshed viser, at virksomhedernes oplevelse af praktikanter fra Campus Vejle er særdeles positiv.

Målingen er udarbejdet af Undervisningsministeriet og baserer sig på spørgeskemasvar fra 77 erhvervsskoler, hvilket svarer til næsten alle landets erhvervsskoler med praktikelever.

På spørgsmålet om virksomhedernes oplevelse af praktikanterne opnår Campus Vejle en flot karakter på 8,7 ud af 10. Det er den syvende-højeste karakter blandt de 77 erhvervsskoler i målingen, som er et tiltag fra ministeriet, der skal øge praktikvirksomhedernes tilfredshed frem mod 2020 og gøre erhvervsuddannelserne mere attraktive.

Cases forbereder elever inden praktik
Hos Campus Vejle er man glædeligt overraskede over den flotte placering i målingen.

- Jeg har ikke set den måling, men det lyder sørme rigtig godt, siger Stine Palmelund Klejstrup, der er praktikpladskonsulent ved Campus Vejle.

Gennem de seneste år har Campus Vejle arbejdet målrettet med at sikre gode praktikforløb for sine studerende.

- Blandt andet arbejder eleverne med virksomhedscases, hvor de sætter sig ind i, hvad virksomheden arbejder med og hvilke forhold, der gør sig gældende for lige netop den virksomhed, siger Stine Palmelund Klejstrup, og fortsætter:

- Det er med til at forberede eleverne på, hvad der venter dem, når de kommer ud til en virksomhed, så de allerede er klar over, hvordan virksomheden grundlæggende fungerer.

 

Over landsgennemsnittet
Campus Vejle klarer sig også godt i andre områder af Undervisningsministeriets måling, der baserer sig på virksomhedernes svar 16 spørgsmål. Af svarene udledes tre indikatorer om praktikvirksomhedernes oplevelse og tilfredshed med praktikforløbet.

Når det gælder ’virksomhedernes oplevelse af samarbejdet’ scorer Campus Vejle en karakter på 7,6, mens landsgennemsnittet er 7,2.

Målt på den generelle tilfredshed er uddannelsesinstitutionen på Boulevarden i Vejle også fremme i feltet. Landsgennemsnittet er 7,5, mens Campus Vejle scorer 8,0.

Syddansk Erhvervsskole har også fået karakterer fra praktikvirksomhederne. Karaktererne flugter næsten akkurat med landsgennemsnittet. Målingen er dog ikke inddelt efter, at Syddansk Erhvervsskole er fordelt på to byer – Vejle og Odense.

Det er derfor ikke muligt ud fra målingen at se, hvordan praktikvirksomhederne i Vejle-området vurderer praktikanter fra Syddansk Erhvervsskoles Vejle-afdeling.