PFA bygger 228 boliger i Vejle centrum

PFA bygger 228 boliger i Vejle centrum

9. november 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Årstiderne Arkitekter

Boligprojekt til trecifret millionbeløb skydes i gang på Flegmade. Skal stå færdigt i 2020.

Boligsøgende i Vejle får de kommende år lidt flere muligheder at vælge imellem.

Over de næste tre år opføres 228 lejelejligheder med et samlet areal på 18.085 m². Boligerne bliver beliggende på Flegmade få minutter fra gågaden i Vejle centrum og tæt på parker, indkøb, uddannelse, kulturtilbud og offentlig transport.

Der bliver tale om lejeboliger, som spænder fra 2-værelses på 52 m² til 4-værelses på 107 m². Sidste etape af byggeriet ventes at være færdigt i 2020. Ud over lejeboligerne bliver der også opført to iværksætterboliger på hver 80 m².

Område under forvandling
Boligprojektet bliver bygget på Flegmade, hvor der tidligere lå en Volvo-forhandler, og Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, er glad for, at der ser ud til at ske store forandringer i hele området omkring Flegmade.

- På denne grund har der ligget Volvo-forhandler, så længe jeg kan huske. Volvo har ligget side om side med andre autoforhandlere. Men med projektet på nabogrunden og et kommende byggeri på den modsatte side er hele området under forvandling, sagde borgmesteren til Vejle Amts Folkeblad.

Det er Årstiderne Arkitekter, der skal tegne lejlighedsbyggerierne, og totalentreprisen på boligerne udføres af entreprenøren O. Adsbøll & Sønner A/S.

PFA: Vejle er interessant
Det er pensionsselskabet PFA, der står bag boligprojektet. Tidligere har PFA primært haft fokus på investeringer i hovedstadsområdet og Aarhus, men nu har man fået øjnene op for mulighederne i provinsen.

Deres mission er selvsagt, at forvalte medlemmernes pensionsmidler på bedst mulig vis, og det mener pensionsgigantens ejendomsdirektør, Michael Bruhn, at de bliver i Vejle.

- Vejle og omegn har i mange år, først som centrum inden for tekstilindustrien, og siden som en central hub for bl.a. IT- og vidensvirksomheder i Vestdanmark, gjort sig gældende som et attraktivt sted at bo og drive forretning. Det understøttes af, at Instituttet for Fremtidsforskning har identificeret Vejle som et af de interessante vækstområder i Danmark, og der er en høj efterspørgsel efter nye boliger, som vi forventer fortsætter, siger Michael Bruhn.