Pårørendes udfordringer med arbejdslivet danner rammen om konference

Pårørendes udfordringer med arbejdslivet danner rammen om konference

23. januar 2018

Tekst: Bente Mikkelsen

Kan man godt være en ressource, selvom man har brug for at have meget fri? Foreningen Pårørende i Danmark og Vejle Kommune sætter fokus på pårørende og arbejdsmarkedet ved en konference 2. februar i Sundhedshuset.

Hvad kan man gøre, når en medarbejder pludselig bliver pårørende til en ægtfælle, en forælder eller et barn, der har fået en hjerneskade, kræft, sklerose eller anden alvorlig sygdom? Kan pårørende være en ressource, selvom de har brug for at få meget fri?

Der er lagt op til inspiration og debat på Pårørendedagen 2018, hvor der er fokus på de udfordringer der er, når pårørende skal have arbejdslivet til at fungere - samtidig med at de skal yde omsorg for deres nærmeste. På dagen er der bl.a. oplæg fra indland og udland, en paneldebat med arbejdstagere- og givere, bl.a. IKEA Danmark og Katherine Wilson fra Carers UK præsenterer Employers for Carers, et netværk for virksomheder, der arbejder med en pårørendevenlig personalepolitik.

Pårørende risikerer at glide ud af arbejdsmarkedet
Konferencen er et rigtigt godt initiativ, mener Peder Hummelmose (V) der er formand for Vejle Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesudvalg:

- Danskerne gør generelt en meget stor indsats for at hjælpe og støtte deres nærmeste. Det har jeg en kæmpe respekt for. Derfor håber jeg, at konferencen kan skabe opmærksomhed om problemstillingerne og bidrage til løsninger. For hvis ikke man finder løsninger, kan det i sidste ende betyde, at folk må forlade arbejdsmarkedet.

Det kan formanden for Pårørende i Danmark, Marie Lenstrup, nikke genkendende til.

- Som mange andre medlemmer af Pårørende i Danmark har jeg selv været en ualmindeligt dårlig forretning for det danske samfund, fordi pårørendeopgaven kostede mig mit arbejde. Da valget stod mellem at passe min syge mand og passe mit arbejde, var det ikke svært - men jeg ville ønske, at jeg ikke havde været nødt til at vælge, fortæller hun.

En undersøgelse fra 2015 viser, at 65% af de pårørende, der er på arbejdsmarkedet, har taget fri pga. af plejeopgaver, deltagelse i lægebesøg og lignende. 27% af de erhvervsaktive har overvejet at gå ned i tid på grund af pårørendeopgaverne.