På udkig efter morgendagens talenter

På udkig efter morgendagens talenter

15. marts 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Torbjørn Næs Bertelsen

Vejle var til stede på Danmarks største karrieremesse i Aarhus, for at informere om jobmulighederne hos de mange virksomheder i Vejle-området.

- Jeg har næsten ikke nogen stemme tilbage.

Sådan sagde innovationskonsulent i Vejle Kommune, Jeanette Kristensen, med et udmattet, men veltilpas grin, efter hun havde lukket ned for Vejle Kommunes stand ved Karrieredagene, der er Danmarks største job- og karrieremesse, som for nylig fandt sted i Aarhus.

- Jeg har fortalt og forklaret uafbrudt siden messen åbnede klokken 10 og til den sluttede klokken 16. Det kan mærkes på stemmen, men det til trods, så har karrieremessen været særdeles positiv, siger Jeanette Kristensen.

I alt var 1700 studerende og nyligt dimitterede tilmeldt job- og karrieremessen, hvor de kunne møde 80 forskellige virksomheder, kommuner og institutioner. Vejle Kommune var også repræsenteret med en stand, hvor Jeanette Kristensen sammen med bosætningsguide Louise Nielsen, velvilligt svarede på de studerendes mange spørgsmål om Vejle.

- Udover at forklare om jobmulighederne i kommunen, forklarede vi om, hvilke virksomheder de studerende kunne henvende sig til baseret på deres uddannelse og virksomhedernes behov, fortæller Louise Nielsen.

Innovationskonsulent Jeanette Kristensen, rådgav studerende på karrieremessen om, hvilke virksomheder i Vejle-området, der kunne have brug for netop deres kompetencer. Her er hun i samtale med et ungt par, der begge er Ph.D-studerende.

Høje forventninger
Ifølge Jeanette Kristensen var det tydeligt, at de snarligt jobsøgende studerende har høje forventninger til en kommende arbejdsgiver.

- Denne generation søger i den grad en højere sag at gå på arbejde for. Det er tydeligt, at de unge er samfundsbevidste og efterspørger arbejde, der giver mening i forhold til at gøre verden til et bedre sted, siger Jeanette Kristensen.

Hun har til daglig base i Green Tech Center, hvor hun rådgiver iværksættere og virksomheder, der arbejder med bæredygtighed og grøn teknologi. Disse temaer havde en høj bevågenhed hos de studerende, der henvendte sig i Vejle Kommunes stand.

- I Vejle er vi fremme på iværksætteri, internationalisering og grøn teknologi, hvilket er elementer, der får de unge til at spærre øjnene op. Det er elementer, der signalerer nogle værdier og drømme, som fænger hos de unge, og som de kan se sig selv være en del af, forklarer Jeanette Kristensen.

Se flere billeder fra job- og karrieremessen her.

Flytbare og klar til børn og bolig
Udover at gøre opmærksom på job- og karrieremulighederne i Vejle-området, blev der også informeret om fordelene ved at bosætte sig i Vejle Kommune.

- De universitetsstuderende, der snart er færdige med studiet er i høj grad flytbare, da mange er i en fase, hvor de overvejer at etablere sig med børn og bolig, siger bosætningsguide Louise Nielsen, og fortsætter:

- Når jeg fortæller, at familier med to voksne og to børn sparer 24.000 kr. om året ved at flytte fra Aarhus til Vejle, så er det tydeligt, at det sætter tankerne i gang hos de studerende, fortæller bosætningsguiden, der også uddelte eftertragtede ’I love Vejle’-babysutter til gravide messedeltagere.

Undersøgelser har tidligere vist, at en stor del af Vejles nye tilflyttere kommer fra Aarhus. Med kun 45 minutter til Aarhus fra Vejle og 600.000 arbejdspladser inden for én times kørsel, har Vejle også masser at byde på, hvilket blev tydeliggjort for de mange messedeltagere, som primært bestod af studerende på Aarhus Universitet og Aarhus BSS (School of Business of Social Science).