Nyt motorvejs-domicil giver uventet meget opmærksomhed

Nyt motorvejs-domicil giver uventet meget opmærksomhed

1. oktober 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

STB-Bygs nye domicil med facade til E45 har både fredagsbar og motionslokale.

Indkørslen til STB Bygs nye domicil var den 21. september en kongelig modtagelse værdig. To rækker flagstænger var i anledning af indvielsen af virksomhedens nye domicil sat op, og efterårets første storm satte Dannebrog i svingninger for fuld styrke.

Således var STB Byg denne dag ikke til at overse.

Egentlig meget passende. Den øgede synlighed er nemlig en af hovedårsagerne til, at byggevirksomheden valgte at bygge et nyt domicil, der tydeligt kan ses fra E45-motorvejen. Med 1850 kvadratmeter fordelt på tre etager er missionen lykkedes. Det fortæller Jan Olesen, der er den ene af to direktører i byggevirksomheden.

- Vi oplever faktisk, at folk på Sjælland kommer og spørger os: Er det ikke jer, man kan se fra motorvejen ved Vejle, siger han, og fortsætter:

- Vi havde ventet, at placeringen af vores nye domicil ved motorvejen ville give os mere synlighed, men vi havde ikke regnet med, at det ville være så markant, fortæller Jan Olesen, der mener, at andre virksomheder også kan have fordel af et synligt domicilbyggeri ved E45-motorvejen.

9 STB Byg-biler dannede en flot auto-facade, da de mange gæster trillede ind på virksomhedens område, hvor der 21. september var indvielse af det nye domicil, der er synligt fra E45-motorvejen.

Et livligt hus
STB Byg flyttede ind i det nye domicil 1. juli, hvor lejemålet i de hidtidige lokaler på Andkærvej udløb. 30 millioner er der brugt på det nye domicil, som også er blevet udstyret med et stort fitness-rum og en bar. De to ejere håber, at de cirka 115 medarbejdere vil have lyst til at bruge lokalerne flittigt i fritiden med familie og venner.

- Vi vil gerne have, at der bliver liv i huset. Derfor har alle medarbejdere nøgle til lokalerne, og det er vores håb, at de også vil bruge det til afslapning og hygge i fritiden, og tage deres familie med, siger Jens Winther, der trådte ind i firmaet i 2011, og i dag er medejer.

- Medarbejderne er utroligt vigtige i vores virksomhed og vi har en ambition om at blive blandt Danmarks fem bedste arbejdspladser i 2020, siger Jens Winther.

STB Byg har købt grunden, hvor den nye domicilbygning er placeret af Vejle Kommune. Derfor besøgte Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, STB Byg, og lykønskede ejerne med det flotte domicil. STB Bygs ejere, Jan Olesen og Jens Winther takkede i deres indvielsestaler begge Vejle Kommune for godt og smidigt samarbejde i hele processen. Klik på billedet herover for at se flere billeder.

Vækst i gazelle-tempo
STB Byg har selv tegnet og bygget det nye domicil, og det er derfor blevet præcist som ejerne har ønsket, fortæller de.

Jan Olesen, der i 1986 overtog farens direktørstol i et firma, der talte netop de to personer, fortalte i sin indvielsestale, at han for 32 år siden ikke havde troet, at det var muligt at stå der, hvor virksomheden gør i dag.

I de seneste fem-seks år er omsætningen i STB Byg steget fra 100 millioner kroner om året til 500 millioner kroner om året, hvilket også har udløst et par Gazelle-priser, der uddeles af Dagbladet Børsen til virksomheder, som i løbet af fire regnskabsår hvert år har haft positiv vækst og samlet set mindst fordoblet omsætningen over de fire år.