Ny rekonstruktion viser byggekongens blær

Ny rekonstruktion viser byggekongens blær

28. juni 2018

Tekst: Nationalmuseet
Foto: Nationalmuseet

Vikingekongen Harald Blåtand opførte for over 1000 år siden en palisade omkring Jelling. Med indvielsen af en ny rekonstruktion bliver det nu tydeligt, hvor imponerende byggeriet var. Lørdag den 30. juni indvies 10 meter af palisaden, der i vikingetiden var næsten 1,5 kilometer.

Tusindvis af gæster har de senere år fået historien om Harald Blåtands palisadebyggeri, når de har besøgt Jelling. For nogle har det måske været svært at forstå, når guiderne har fortalt om en palisade på tre til fem meter i højden, der indhegnede et areal, der svarer til 20 fodboldbaner.

Med en ny rekonstruktion får man syn for sagen, og det bliver meget lettere at begribe omfanget og skalaen af Haralds byggeri.

- Rekonstruktionen er et fantastisk redskab til formidlingen. Vi har her rekonstrueret fire gange seks meter af palisaden, og det ser jo ganske imponerende ud, men Harald fik altså bygget 1440 meter, siger museumsinspektør Adam Bak fra Kongernes Jelling.

Vigtigt byggeri
Palisaden har bestået af oprejste planker, som på hver side har været støttet af store stolper. Alt i alt regner man med, at minimum 4000 egetræer er blevet brugt til byggeriet i vikingetiden.

- Palisaden er det største bygningsværk, vi kender til fra dansk vikingetid. Den blev opdaget under udgravninger i 2007 og har kraftigt forøget vores forståelse af Harald Blåtand, og hvad der er foregået i Jelling under hans regeringstid, siger Adam Bak.

Sammen med den lokale tømrer, Torsten Rye, har arkæologer diskuteret, regnet og prøvet sig frem til den rekonstruktion, der nu fra lørdag kan ses og mærkes ved Kongernes Jelling.

Klik på billedet for at se flere billeder af palisaden.