Nu kommer kineserne til Vejle

Nu kommer kineserne til Vejle

20. november 2017

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Maria Sommer

Rejsen til Vejle er allerede bestilt. Nu skal et nyt udviklingsforløb sikre, at detailhandel, hoteller og turistattraktioner er klar til at modtage og servicere de købestærke kinesere.

Huānyíng lái dào Vejle Denne sætning kan butikker, hoteller og turistattraktioner godt øve sig på, for kineserne vil til Vejle, og fra januar 2018 og tre måneder frem er der allerede booket 500 kinesiske overnatninger i byen. Et samarbejde med bureauet Beiou360 skal kickstarte Vejle som en attraktiv destination for rejselystne kinesere.

Kineserne vil have ”slow travel”
Kineserne har tidligere efterspurgt hurtige ture til Europa, hvor de på få dage bl.a. kunne se Eiffeltårnet, Colosseum og Big Ben. Den tendens er ændret. Nu er interessen for ”slow travel” stigende, og de efterspørger i stedet wellness, kultur, shoppingmuligheder og ikke mindst natur. Og Vejle-området har meget at tilbyde de kinesiske turister:

-Vi har det, kineserne vil have! Kongernes Jelling er naturligvis et stort trækplaster, for vikinger hitter også i Kina. Vi kan tilbyde rigtig gode shoppingmuligheder med både kendte brands og specialbutikker. Derudover ligger Vejle i et smukt kuperet terræn med ådal, skove og vand, siger erhvervschef Morten Damgaard Nielsen og tilføjer, at LEGOLAND og det nye LEGO House naturligvis også er et aktiv, som bl.a. appellerer til skoleklasser.

10 rejsekonsulenter havde taget rejsen til Vejle for at se nærmere på de oplevelser området kan tilbyde tursiter. 

Købestærke kinesere kommer udenfor sæsonen
Hensigten er at tilbyde noget rigtig lækkert til en mindre skare. Og det kinesiske segment passer perfekt ind i områdets traditionelle turisme og højsæson.

-Kinesernes længste ferie er, når de fejre nytår, og det er derfor også i denne periode, de fleste kinesere rejser. Det betyder, at kineserne primært vil besøge området udenfor den normale højsæson. Det giver hotellerne mulighed for at øge antallet af varme senge, og detailhandlen kan øget salget til de købestærke kinesere udenfor den normale højsæson, siger Morten Damgaard Nielsen.

Ifølge en opgørelse fra Teller bruger en kinesisk turist i butikker i gennemsnit 12 gange så meget som andre turister. En af årsagerne er, at deres køb er momsfri, når de rejser hjem til Kina. Samtidig er der skat på luksusvarer i Kina, men ikke når de er købt i udlandet. Derudover er det forbundet med prestige at købe ting i Europa – og endnu mere i Skandinavien.

Kina-Kickstart 29. november
Strategien er, at Vejle benyttes til overnatning, når kineserne besøger Syddanmark. Hensigten er, at kineserne lander i Billund og er i Vejle et par dage, inden turen går videre nord på. Med udsigt til flere kinesiske turister er VisitVejle i samarbejde med Erhvervsakademiet Lillebælt i gang med at lave et udviklingsforløb, som skal gøre hoteller, turistattraktioner og detailhandlen i Vejle Kommune klar til at modtage kineserne. Selve forløbet starter op i januar. Efterfølgende bliver det muligt at modtage sparring med udgangspunkt i egen forretning. Forløbet er EU-støttet og kan derfor gennemføres uden omkostninger for deltagerne.

Tilmeld dig Kina-arrangementet her


Den 29. november holdes et orienteringsmøde, hvor udviklingsforløbets indhold bliver gennemgået. Forløbet kommer bl.a. til at handle om, hvad man skal have for øje i forhold til kinesiske traditioner, kultur og kutymer. Allerede nu er Casper Tollerup fra Beiou360 og en ekspert i sociale medier i Kina hyret til at undervise. Dette og meget mere bliver der informeret om 29. november i Spinderihallerne.

Kineserne markedsfører Vejle og vikingerne
Kina-eventyret startede for alvor i august, hvor en kinesisk delegation bestående af ti rejsekonsulenter besøgte Danmark i to dage for bl.a. at opleve Vejle-området. Efterfølgende har den kinesiske interesse været stor, og der er allerede indgået aftale med fire rejseselskaber om at tilbyde Vejle-turen til sine kunder. Og markedsføringen står de kinesiske turister til dels selv for.

- Kineserne er den befolkningsgruppe, der benytter de sociale medier mest i verden. De er meget aktive på bl.a. WeChat, som er kinesernes svar på Facebook, og opslagene deles med tusindvis af mennesker. Det skaber stor værdi, og samtidig er det den mest troværdige markedsføring, vi kan få, siger Maria Stilund Sommer. Hun deltog i besøget fra Kina og er til dagligt projektkoordinator på projekt ”Verdensarvssteder i Syddanmark”.