Morten Damgaard er ny erhvervschef i Vejle Kommune

Morten Damgaard er ny erhvervschef i Vejle Kommune

5. september 2016

Tekst: Sonja Hansen
Foto: Vejle Kommune

Vejle Kommunes turismechef Morten Damgaard er ny erhvervschef i en forenklet erhvervsorganisation med en stærkere profil.

Det går rigtig godt i Vejle. Mange nye jobs, høj befolkningstilvækst og en masse byggeprojekter.  Senest opnåede Vejle Kommune den hidtil bedste placering i Dansk Industris analyse af Lokalt Erhvervsklima, hvor bl.a. 7 ud af 10 virksomheder angiver, at de helt sikkert vil anbefale Vejle til andre. Og det er denne positive udvikling Vejle Kommune ønsker at fortsætte med en stærkere erhvervsprofil.

Læs også: Fremgang til Vejle i DI's erhvervsanalyse

- Et af de nyeste tiltag er en forenklet erhvervsorganisation, så vi også i fremtiden kan levere den indsats, som efterspørges af erhvervslivet. Det betyder bl.a., at vi har udpeget vores turismechef Morten Damgaard som ny erhvervschef, fortæller borgmester Arne Sigtenbjerggaard.

- Det går godt, og vi skal holde fast i den positive udvikling, siger kommunaldirektør Niels Ågesen, der er ansvarlig for Vejle Erhvervsudvikling. Derfor skal vi også være fremme i forreste linje med stærke tilbud om erhvervsservice, innovation og erhvervsudvikling.

- Nu tilpasser og forenkler vi vores organisation og udpeger en ny erhvervschef for at skabe en endnu stærkere profil, understreger kommunaldirektøren.

Den nye afdeling for Erhvervsservice og turisme ledes af Erhvervschef Morten Damgaard.

Morten Damgaard har ansvaret for kontakt og service til virksomheder i vækst og vil have særlig fokus på virksomheder indenfor grøn teknologi, fødevarer, produktion og turisme.
Afdelingen har bl.a. også ansvaret for iværksætterrådgivning og dialog og samarbejdet med erhvervsnetværk, herunder med Business Vejle og City Vejle.