MorgenTALK om influencer marketing og online branding

MorgenTALK om influencer marketing og online branding

6. november 2017

Tekst: Christina Desirée Jensen
Foto: ARROGANT STUDIO

Rasmus Benjamin, stifter af plakatvirksomheden Arrogant Studio, har med sine 140.000+ Facebook-følgere skabt et stærkt brand og community om sit produkt. Sammen med virksomheden SEO-Service vil han bl.a. fortælle om, hvordan virksomheder kan bruge influencers til at skabe hype om et produkt.

Spinderihallerne og SDU Kolding sætter 14. november fokus på influencer marketing og online branding og inviterer til MorgenTALK med to af de skarpeste hjerner på området.

Her kan iværksættere, bloggere og mindre virksomheder hente inspiration til, hvordan de kan skabe et autentisk brand og opbygge et online-community. Uge 46 er international iværksætteruge og MorgenTALK er en del af de mange spændende events, som ugen byder på.

Influencer marketing og branding på sociale medier er to af tidens helt store trends inden for branding og markedsføring. Brugen af ambassadører, influencers og et stærkt ’community’ har potentiale til at skabe større tillid og hype omkring produkter dér hvor forbrugeren er; online.

Tilmeld dig MorgenTALK her

Influencer marketing – hvad kan det?
Casper Edens er medejer af virksomheden SEO-Service, som er et online marketing bureau. Casper kommer og deler sin viden om influencer marketing, brugen af ambassadører/influencers på blogs og Instagram, som led i at sprede kendskabet og skabe hype om et produkt.

-I langt de fleste tilfælde er det en rigtig god idé at benytte sig af influencers i sin forretning og arbejde strategisk med dem. Især synes jeg det er spændende at kigge på fænomenet micro-influencers, altså bloggere og influencers med et mindre antal følgere, og hvilken målgruppe man skal ramme ved hjælp af disse, siger Casper Edens.

Casper Edens rådgiver til dagligt virksomheder i bl.a. influencer marketing og online branding. Den 14. november deler han sine erfaringer med deltagerne til MorgenTALK i Spinderihallerne. (Foto: SEO-Service)

Dyrk relationen til kunden
Rasmus Benjamin er manden bag plakatvirksomheden Arrogant Studio, som har studio i Spinderihallerne i Vejle. Rasmus har med sine 140.000+ følgere på Facebook knækket koden til at skabe et stærkt brand og community om sit produkt på de sociale medier. Rasmus vil dele sin historie og fortælle om, hvordan han arbejder strategisk med sit indhold på forskellige platforme og har tiltrukket et svimlende antal følgere som led i sin online branding:

-Da jeg startede min virksomhed for tre år siden, valgte jeg at lægge en masse penge i markedsføring online, og det har givet mig en masse følgere og likes. For mig er det vigtigt, at Arrogant signalerer kvalitet og god stil, og det skal også afspejle sig i produkterne og dét univers, som det hele er bygget op omkring, siger Rasmus Benjamin.

Men markedsføring går ikke kun én vej. Når vi taler online markedsføring handler det om relationer, noget som Rasmus er meget bevidst om:

-Mine fans og følgere betyder alt – det er ligesom dét brandet er bygget op om, at der er blevet skabt en solid skare af mennesker der dagligt følger med i, hvad jeg laver. Det er potentielle kunder i min butik.