Minister til virksomheder: Omfavn digitaliseringen

Minister til virksomheder: Omfavn digitaliseringen

19. september 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Dandy Business Park

Erhvervsminister så planerne for AI Innovation House i Vejle, der skal bringe digitalisering og kunstig intelligens i øjenhøjde for virksomhederne.

Erhvervsminister Rasmus Jarlov besøgte 18. september Dandy Business Park, hvor han blev præsenteret for koncepttankerne for erhvervsparkens nye initiativ - AI Innovations House.

Med 4.500 m2 og plads til 200 videns-medarbejdere skal AI Innovation House bringe digitalisering - og ikke mindst kunstig intelligens - ned i øjenhøjde for virksomhederne, så det bliver mennesket, der møder teknologien og ikke omvendt. På den måde kan mulighederne i den nye teknologi udnyttes til vækst og øget konkurrenceevne.

Efter et spændende indlæg fra Jørgen Andersen, direktør i Dandy Business Park, om tankerne bag et nyt AI Innovation House, fremlagde Jarlov regeringens tanker om digitalisering af dansk industri og erhverv.

Ministeren udtrykte blandt andet håb om, at forsamlingen ville understøtte den digitale omstilling i de private virksomheder.

Interessant debat
Erhvervsministeren var også inviteret til Vejle for at deltage i en debat med borgmester Jens Ejner Christensen, regionsformand Stephanie Lose, og Jørgen Mads Clausen fra Danfoss, om digitalisering i Syddanmark.

Debatten kom godt omkring emnet fra ønsket om at få Region Syddanmark på den nationale digitale dagsorden, virksomhedernes bekymring i forhold til det nye erhvervsfremmesystem og udfordringerne ved generationsskifte, til syddanske virksomheders konkurrenceevne - og evne til at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

En god og saglig debat, som viste det engagement, der findes hos Region Syddanmark, Vejle Kommune, Syddansk Universitet, EAL/UCL og ikke mindst hos alle virksomhederne.

Mødet fandt i øvrigt sted i Food Innovation House, hvor gastronom Per Mandrup og Culinary Institute by Vejle Erhverv i samarbejde med chefkok på Michelin-restauranten MeMu, Michael Munk, serverede himmerigsmundfulde af højeste karat.