Mere dialog og netværk til erhvervslivets nytårskur

Mere dialog og netværk til erhvervslivets nytårskur

11. december 2017

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Mads Hansen

Der bliver mere tid til dialog og netværk, når Vejle Kommune inviterer erhvervslivet til den traditionsrige nytårskur, hvor også Iværksætterprisen 2018 uddeles. Nytårskuren bliver holdt i Spektrum Vejle torsdag 4. januar.

Årets indlæg til nytårskuren står direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev for. Med udgangspunkt i sin bog, ”Tænk Vildt – det er guddommeligt at fejle”, vil han aflevere sine væsentligste pointer som en peptalk til det nye år for det lokale erhvervsliv.

Tilmeld dig erhvervslivets nytårskur her


Gentager succesen

Sidste års nytårskur satte rekord med over 800 tilmeldte deltagere, og borgmester Jens Ejner Christensen håber, at den store opbakning gentager sig:

-Det er fantastisk at se den opbakning, vi oplever fra erhvervslivet til vores nytårskur. Sidste år kom deltagerne længe før det officielle program begyndte for at benytte muligheden og omgivelserne til at netværke. Derfor har vi udvidet nytårskuren med en time, så erhvervslivet kan bruge rammerne til at ønske hinanden et godt nytår, siger borgmester Jens Ejner Christensen.

Årets nytårskur bliver samtidig Jens Ejner Christensens første som borgmester, og han ser frem til at samle erhvervslivet i Vejle Kommune.

-Nytårskuren er en god anledning til at pleje eksisterende netværk, men også at møde nye fremtidige forretningsforbindelser. Vores ambition er at være en god samarbejdspartner for erhvervslivet, og nytårskuren ser jeg som en oplagt mulighed for dialog, siger borgmester Jens Ejner Christensen.

Igen i år er der mulighed for at få svar på spørgsmål om bl.a. kommunens byggerier, erhvervsjord, arbejdskraft og bosætning.
Dørene åbnes allerede kl. 14 torsdag 4. januar i Spektrum Vejle. Den første time er afsat til netværk og dialog, inden det officielle program starter kl 15. Fra kl. 16 og en time frem er der igen mulighed for at netværke.

En hyldest til iværksætterne
I hele oktober har det været muligt at indstille kandidater til Iværksætterprisen 2018. Og interesse for at indstille kommunens iværksættere har været stor.

-Jeg ser frem til, at vi endnu engang skal hylde en iværksættervirksomhed i Vejle Kommune, som har skabt noget specielt og klaret sig godt. Vi har oplevet stor interesse for at indstille iværksættere til Iværksætterprisen, og det ser jeg som en generel anerkendelse af det store arbejde, som kommunens mange iværksættere gør, siger erhvervschef Morten Damgaard Nielsen.