Liggetiden på ejendomme falder markant

Liggetiden på ejendomme falder markant

13. juni 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Palle Skov

Huspriserne stiger i Vejle – og det tager kortere tid at sælge huset

Siden årsskiftet har ejendomsmæglerne i snit kunnet barbere 20 dage af salgstiden på villa og rækkehuse i Vejle.

Det viser en opgørelse over hussalget i årets første fem måneder som Boligsiden.dk har udformet. Den viser, at den gennemsnitlige salgstid – også kaldet liggetiden – er faldet med 11 procent siden nytår.

Opgørelsen viser, at det i 2016 i gennemsnit tog 188 dage at få solgt sin bolig i Vejle. Ved udgangen af maj 2017 var liggetiden faldet til 168 dage.

 

Huspriser har pil opad
Andre indikatorer tyder samtidig på, at boligmarkedet på landsplan, men også konkret i Vejle er i god gænge. Boligsiden.dks opgørelse viser, at kvadratmeterprisen på ejendomme i Vejle også har pil opad.

Efter årets fem første måneder viser opgørelsen, at den gennemsnitlige kvadratmeterpris for boliger i Vejle er 12.139 kr. Det er en stigning på 3 procent i forhold til 2016-snittet.

- Vi vil formentlig opleve, at prisstigningerne resten af året vil fortsætte med at stige svagt, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Otte af ti store provinsbyer i opgørelsen har oplevet stigende priser i årets første fem måneder sammenlignet med samme periode sidste år.