Landstræner: Fodbolden skal lære af erhvervslivet

Landstræner: Fodbolden skal lære af erhvervslivet

6. november 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: BusinessVejle / Simon Meyer

Lederens rolle i fodboldverdenen og erhvervslivet er forskellig, men begge verdener har noget at lære hinanden, fortalte landstræner.

- Som fodboldtræner aflægger man kvartalsregnskab hver uge.

Sådan indledte Danmarks U-21 landstræner, Niels Frederiksen, sit oplæg, da han gæstede Vejle Boldklub, som 6. november lagde lokaler til et morgenmøde for BusinessVejles medlemmer med titlen Business Breakfast.

Foran 70 lokale erhvervsfolk fortalte Frederiksen om sin vej ind i topfodbold, der er gået gennem en erhvervskarriere, der kulminerede med en stilling som underdirektør i Danske Banks HR-afdeling.

Frederiksen: Følelser fylder for meget i fodbold
Det store pres og de store følelser man som fodboldtræner mødes af hver weekend, er ifølge Frederiksen det, der er i vejen med fodboldverdenen. Samtidigt er det også det, der er utroligt lokkende ved fodbolden.

- Jeg mener, at erhvervslivet kan lære fodbolden at være mindre styret af følelser og mere styret af en langsigtet strategi, forklarede Niels Frederiksen, der har trænerposter i Lyngby og Esbjerg bag sig inden han i 2015 blev Danmarks U-21 landstræner.

Til gengæld, fortalte Niels Frederiksen, skal erhvervslivet blive bedre til at fremme og udnytte medarbejdernes kompetencer, og fostre, at vejen frem i en organisation ikke nødvendigvis behøver være den traditionelle trinvisse forfremmelse. Ledere skal nemlig være bedre til at identificere medarbejdernes unikke kompetencer, de kan skabe unik værdi for virksomheden eller organisationen.

- Fodboldverdenen er rigtig god til at se på forventninger, mål og den enkeltes unikke kompetencer og hvordan de kan hjælpe hele holdet, fortalte Niels Frederiksen, der pointerede, at medarbejderes eller spilleres præstationer og fastholdelse i meget høj grad hænger sammen med deres følelse af at være værdsat.

Adm. direktør i Vejle Boldklub, Henrik Tønder, fortalte om Vejle Boldklubs betydning for lokalområdet og fortalte tilhørerne lidt om, hvad der sker bag kulissen i en Superligaklub.

Prioriteret indsats for bedre infrastruktur
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, berettede på morgenmødet også om de seneste udviklinger i kommunen.

Borgmesteren forklarede, hvilke politiske tiltag kommunen arbejder med og fortalte også, at byrådet vedvarende har fokus på at forbedre vilkårene for de lokale virksomheder.

- Vi har eksempelvis stort fokus på infrastrukturen i kommunen. Vi taler med de lokale folketingspolitikere og holder møder med Folketingets transportordførere og om noget tid skal vi have foretræde for Folketingets transportudvalg. Det er vigtigt, at vores prioriteringer står helt klart på landspolitikernes nethinde, når der skal træffes beslutninger om investeringer i infrastruktur, forklarede borgmesteren.

Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, fortalte blandt andet om sin nylige tur til Kina, hvor han besøgte Vejles kinesiske venskabsby Nantong.

Én bro blev til syv
Jens Ejner Christensen er for nylig vendt hjem efter en fem-dage lang tur til Kina, hvor Vejles kinesiske venskabsby Nantong, tog imod borgmesteren.

Borgmesteren fortalte, at han var blevet meget positivt overrasket over den eksplosive udvikling, der er sket siden han sidst besøgte landet for fem år siden.

- Sidste gang viste de en bro på størrelse med Storebæltsbroen over Yangtze-floden, der netop var blevet bygget med hjælp fra Cowi-ingeniører fra Vejle. Nu var der syv broer, sagde Jens Ejner Christensen.

- Kina kommer til at blive verdens største økonomi. Om det sker om to, fem eller ti år er ikke afgørende. Det kommer til at ske. Derfor er det vigtigt, at Vejle Kommune og virksomheder i Vejle er til stede i Kina og ser, hvad der sker, så vi er på forkant med udviklingen, og ved hvilke muligheder og udfordringer det giver for vores virksomheder, afsluttede borgmesteren.