Koreanske tech-startups i pitch-battle foran lokale investorer

Koreanske tech-startups i pitch-battle foran lokale investorer

22. oktober 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Koreanske teknologi-iværksættere viste mandag deres evner foran lokale erhvervsfolk og investorer, der i bedste Løvens Hule-stil bedømte præsentationerne.

8 minutter.

Så lang tid har man til at præsentere den forretningsidé, som man har brugt måneder og år på at udtænke, hvorefter en række professionelle investorer med skarpe og nådesløse spørgsmål dissekerer forretningen.

Nogenlunde sådan var scenen, da 18 teknologistartups fra Sydkorea var mødt frem i Advice House for at prøve chancen foran en række erfarne erhvervsfolk og investorer fra Vejle-området til Denmark-Korea Eco-Innovation Investor Summit 2018.

Lokalt kendskab
De koreanske iværksættere havde gjort sig umage med deres præsentationer, og havde forud for mødet sat sig godt ind i de danske forhold. Det gjaldt blandt andet for Suho Jung fra virksomheden Overplus Power Co., Ltd, der leverer solcellesystemer til fjerntliggende egne, såsom øsamfund.

I sin præsentation, der blev leveret på formfuldendt engelsk, fortalte han om Kattegatøen Samsø, der er kendt for at være hundrede procent selvforsynende med energi fra grønne energikilder.

Suho Jungs virksomhed er sat godt i søen, og der er allerede sikret mere end 500.000 dollar i investeringskapital, hvilket fik investorerne til at rykke lidt ekstra frem på stolene og spidse ører. Der kunne jo være mulighed for at lære noget eller basis for et samarbejde.

I alt var der 18 koreanske startups, der hver gav og blev vurderet på deres pitch. Du kan se flere billeder fra Denmark-Korea Eco-Innovation Investor Summit 2018, ved at klikke på billedet herover.

- De er teknisk meget velfunderede
Thomas Munch-Laursen er selv iværksætter og stifter af virksomheden Aguardio – der leverer en særlig dataløsning, der gør forbrugerne bevidste om vandforbruget under bruseren, så man sparer på vandet. Han har i dag seks ansatte og har stablet en god forretning på benene.

I dagens anledning var han sammen med en række andre lokale erhvervsfolk hentet ind til at lytte og bedømme præsentationerne.

- Det er meget tydeligt, at koreanerne teknisk er meget velfunderede. Men det kan der også være en faldgruppe i, hvis man laver teknologi for teknologiens skyld, uden at vurdere om der er et hul i markedet, siger Thomas Munch-Laursen.

Han syntes, at han hørte nogle spændende oplæg fra iværksættere, der tydeligvis havde en stor teknisk ekspertise omkring deres produkter.

- Sydkorea er som vestligt orienteret land med en udviklet økonomi på sigt også et interessant marked for Aguardio. Vi kommer til at fokusere på urbaniserede områder, hvor der kan være en vandmangel, forklarer Thomas Munch-Laursen, der var kommet til arrangementet for at lytte, lære og netværke.

Udløber af P4G-topmødet
Denmark-Korea Eco-Innovation Investor Summit 2018 har deltagelse af den sydkoreanske ambassade og det sydkoreanske erhvervsministerium, der har fokus på startups og små- og mellemstore virksomheder.

Erhvervskonsulent i Vejle Kommune, Jeanette Kristensen, har gennem dialog med den sydkoreanske organisation ASEIC organiseret mødet, og har tidligere holdt flere møder med sydkoreanske startup-organisationer for at etablere en forbindelse mellem Sydkorea og Vejle. At det har været muligt at tiltrække det sydkoreanske erhvervsministerium, tilskriver Jeanette Kristensen, at Danmark få dage før arrangementet i Vejle var vært for klimatopmødet P4G, der har statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen.

- Ministeriet har sammen med Sydkorea præsident Moon været til P4G-topmødet i København, hvor de store linjer i klimadebatten er blevet diskuteret. Derfor kunne det to dage efter topmødet lade sig gøre at få dem til Vejle, hvor vi med et konkret og virksomhedsrettet sigte arbejder for at skabe lige netop den nødvendige bæredygtige omstilling, som verden har brug for, fortæller Jeanette Kristensen.

Nye aftaler og internationale netværk
Arrangementet var også en god anledning til at blive klogere på hinanden. Og en række virksomheder brugte lejligheden til at netværke og afsøge yderligere information hos de startup-virksomheder de havde hørt præsentationer fra.

En af dem var Claus Grann Danielsen fra Grann Energi, der efter det dansk-koreanske investormøde delte dette offentlige opslag på det sociale netværksmedie LinkedIn.

 

Der blev også indgået aftaler om øget samarbejde på tværs af virksomhederne. Eksempelvis aftalte solenergivirksomheden EmaZys og den sydkoreanske solcelleproducent JSPV, at man sammen skal kigge på mulighederne for at optimere solcelle-fabrikker i Sydkorea.