Kongeetapen 2018 byder på flere ændringer

Kongeetapen 2018 byder på flere ændringer

7. december 2017

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: PostNord Danmark Rundt

Rundstrækningen i Vejle med Kiddesvej som det store trækplaster og stigningen på Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej er der ikke pillet ved. Men den sidste del af ruten ind mod Vejle er ny, hvor feltet formentlig både skal til Skibet, Grejsdalen, Jennum og Østengaard.

Den 28. udgave af PostNord Danmark Rundt køres fra den 1.-5. august 2018, og løbets 2. etape har mål I Vejle. Selvom ruten ind mod Vejle er ændret markant i forhold til sidste år, bliver kongeetapen den 2. august lige så hård som sidste år, og vil igen spille en afgørende rolle for det samlede klassement.

Kongeetapen 2018
Ruten i PostNord Danmark Rundt 2018 lægger op til masser af godt og uforudsigeligt cykelløb, ikke mindst på løbets kongeetape. Etapen starter foran Domkirken i Viborg og har mål på Koldingvej i Vejle. Inden rundstrækningen i Vejle, som er blevet en klassiker med bakken på Gl. Ribevej og Koldingvej efterfulgt af 21 pct. stigningen på Kiddesvej, skal feltet bl.a. til Grejsdalen, Jennum, Skibet og Østengaard. Derudover er den endnu engang fundet plads til den berygtede stigning på Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej, som tidligere har givet feltet store problemer og sorteret de svageste ryttere fra. Den endelige rute er dog ikke 100% fastlagt endnu. 

-Vi arbejder stadig på ruten omkring Vejle. Vi vil rigtig gerne have de gode stigninger med inden vi rammer rundstrækningen. Det arbejde vi på lige nu, og vi håber det kan lade sig gøre, siger løbsdirektør Jesper Worre. 

I alt 785 kilometer venter de forventeligt 20 deltagende seksmandshold i PostNord Danmark Rundt 2018. Det er 15. gang den legendariske Kiddesvej-stigning skal ligge asfalt til en af løbets afgørende etaper.  

13 hold allerede klar
Allerede nu er fire danske og ni internationale hold meldt klar til deltagelse i PostNord Danmark Rundt 2018, og det glæder løbsdirektør Jesper Worre, der ser frem til et cykelløb i topklasse. 

- Med 13 hold der allerede har meldt sig klar, og med flere åbne forhandlinger, så ser det rigtig fint ud i forhold til at præsentere et topfelt til august. World Tour-holdene har stadig en meget travl kalender, men til gengæld ser det ud til, at vi får de bedste af de professionelle kontinentalhold til start. Og hvad der er væsentligt for os er, at vi kan præsentere de bedste danskere, i et felt, der leverer topklasse cykelløb, siger Jesper Worre.