Internationalt investormøde i Vejle gav masser af håndslag

Internationalt investormøde i Vejle gav masser af håndslag

23. november 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

En gruppe sydkoreanske iværksættere besøgte i oktober Vejle på jagt efter lokale partnere. Nu er resultattavlen gjort op – den er ”overvældende positiv.”

Insektfarme, kæledyrskameraer og avancerede solcellesystemer.

Den tekniske kunnen og de kreative løsninger stod i kø, da Green Tech Center sidst i oktober var vært for en sydkoreansk erhvervsdelegation til et dansk-koreansk investormøde mellem iværksættere og investorer inden for grønne teknologier.

På mødet pitchede de koreanske iværksættere deres forretningsideer foran en gruppe erfarne danske investorer fra Vejle-området, hvorefter der var mulighed for de forskellige aktører til at netværke og skabe relationer.

Brættet gjort op
Denne mødeform har tilsyneladende været med til at skabe resultater. Det kan erhvervskonsulent Jeanette Kristensen, der har været en drivkraft i Vejle Erhvervs indsats for at etablere en relationen til det sydkoreanske iværksættermarked, konstatere. Hun har netop gjort brættet op og kan fortælle, at mødet har skabt en række konkrete resultater.

- I alt deltog 85 danske og sydkoreanske virksomheder. 17 koreanske startups blev matchet med 35 danske virksomheder, mens 4 koreanske virksomheder blev matchet med 21 danske virksomheder, fortæller hun.

Derudover er der blevet indgået otte såkaldte ’Memorandum of Understanding’ – som er en gensidig hensigtserklæring om samarbejde, og 10 forskere er gået i dialog med Syddansk Universitet.

- Der er fart over feltet, og det er meget glædeligt, at resultaterne fra mødet mellem de sydkoreanske startups og de danske virksomheder og investorer har været så overvældende positiv, siger Jeanette Kristensen.

Grøn rådgiver scorede aftale
En af de virksomheder, der må siges at have smedet mens jernet var varmt, er den grønne iværksættervirksomhed Emazys, der har udviklet et fejlfindingssystem til solpaneler.

Anders Rand fra Emazys indgik på dagen for investormødet en aftale med JSPV, der er en af Sydkoreas største producenter af solpaneler.

Ifølge Jeanette Kristensen er Anders Rands aftale med JSPV lidt af et scoop for Emazys, da handlen går begge veje. Det betyder, at den danske rådgivningsvirksomhed nu får mulighed for at sælge sin teknologi på attraktivt højvækstmarked i rivende udvikling som den sydkoreanske.