Hvad skal Vejles nye  erhvervspolitik satse på?

Hvad skal Vejles nye erhvervspolitik satse på?

13. marts 2019

Foto: Torbjørn Næs Bertelsen

Hvor skal Vejle hen i 2025? Hvad er de nye mål for en kommune i stærk vækst? Det skal erhvervsliv, uddannelser, organisationer og politikere sammen sætte ord på i løbet af 2019. Det første skridt blev taget på Welcon i Give en mandag aften.

Store grå stålelementer til vindmølletårne, hvide duge på bordene og varmekanoner i baggrunden. Det var den gamle industri, der mødte den nye industri og fremtidens krav om bl.a. bæredygtighed sat sammen med både højskolesang og oplæg om den nyeste teknologi. Det var kulissen, da medlemmer af bestyrelserne for Vejles erhvervsnetværk, ledere af uddannelserne, organisationsfolk og politikere mødtes på Welcon i Give til Kick-Off på Vejles nye erhvervspolitik.

Vejle Kommunes erhvervspolitik 2020 udløber lige om lidt, og derfor har Byrådet besluttet at bruge det kommende år til at undersøge, hvordan fremtidens erhvervspolitik skal se ud. Målene i den gamle politik er stort set nået, og nu skal der tænkes nyt.

-Det vil vi gøre ved at gå i dialog om, hvordan vi ser på fremtiden, og hvordan vi sammen kan præge den fremtid for Vejle Kommune, som vi ønsker, sagde borgmester Jens Ejner Christensen i sin velkomsttale til de inviterede.

- Vores udgangspunkt i Vejle er godt – faktisk er det rigtig godt. Man kan godt sige, at vi er i den erhvervspolitiske førertrøje. Men det er også vores udgangspunkt, at hvis vi skal blive i den førerposition, så kræver det, at vi bliver ved med at udvikle vores samarbejde, understregede borgmesteren.

Galleri: Kick-off event hos Welcon i Give. 

Aftenen bød også på inspiration udefra om hvilke trends og tendenser, man skal være opmærksom på, når den nye politik skal formuleres.

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen stillede spørgsmålet: ”Hvad skal vi leve af i fremtiden”, mens journalist og IT-ekspert Nicolai Sonne introducerede deltagerne til kunstig intelligens, og hvordan teknologien breder sig som en steppebrand.

Læs også: Vi skal producere til middelklassen!


Og så havde deltagerne mulighed for at aflevere de første ideer til den nye politik inden aftenens overraskelse: Danmarks bedste hotdogs fra MeMu Bistro.

Aktiviteter og dialog
Kick-off på Welcon 11. marts var første skridt til at få sat gang i debatten i alle erhvervsnetværk, ude på virksomheder og uddannelsessteder og i organisationer.

Processen, som skal sikre, at Vejle også i 2025 er i førertrøjen, er også bygget op om en lang række konferencer og netværksmøder. Der er allerede planlagt tre konferencer, som sætter fokus på fremtidens digitale kompetencer den 7. maj, fremtidens turismeoplevelser den 22. maj og fremtidens resiliente vækst i september.

Samtidig holdes der løbende partnerskabsmøder med forskellige brancher, eksempelvis transport, detail, fødevarer, industri og iværksætteri, hvor virksomhederne har mulighed for at komme med input til fremtidens erhvervspolitik. Derudover har alle mulighed for at komme med input online via Mikropol.dk.

- Det er vigtigt, at erhvervslivet i hele perioden har mulighed for at sende input og følge processen, og det har vi gjort muligt på mikropol.dk. På den måde vil vi sikre, at vi ikke går glip af gode forslag og tanker til fremtidens erhvervspolitik, siger Jens Ejner Christensen.

Send dit eget input til Vejles nye erhvervspolitik her