Her kommer Vejles nye pendlere fra

Her kommer Vejles nye pendlere fra

2. oktober 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Fra 2003 til 2013 steg antallet af pendlere til Vejle Kommune med 1247 personer svarende til en vækst på 8 procent.

Det er kendt, at Vejle er et trafikalt knudepunkt i Danmark. Men den østjyske fjordby og det omkringliggende opland har også en tiltrækningskraft på virksomheder og arbejdspladser.

En sund erhvervsudvikling i kommunen har tiltrukket flere pendlere, der kommer til Vejle og Trekantområdet for at få adgang til de store jobmarkeder i området.

På en tiårig periode fra 2003 til 2013 steg indpendlingen til Vejle Kommune med 1247 personer svarende til en vækst på 8 procent. Ifølge rapporten ’Byer i Bevægelse’, der er udgivet af Ministeriet for By- Bolig og Landdistrikter, er Vejle Kommune gode til at tiltrække arbejdskraft fra oplandskommunerne.

Dog er det væksten i antallet af pendlere fra de større byer, der bidrager mest til væksten.

Pendlere fra større byer som Aarhus og Odense har over en tiårig periode bidraget med 42 procent af væksten i indpendlingen til Vejle.