Gazelle: -Vi har gjort det modsatte af, hvad man bør

Gazelle: -Vi har gjort det modsatte af, hvad man bør

12. februar 2018

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Jesper Lilleris

Konceptet, der har gjort TRP-Solutions til gazelle, er så efterspurgt, at virksomheden aldrig har haft behov for selv at opsøge nye kunder.

Blot fem år efter TRP-Solutions ApS blev stiftet, har de modtaget Børsens gazelle-pris. Produktet bag succesen er en it-løsning til autolakerer, som bl.a. kan styre onlinebookinger, ordre, lagerbeholdning og tidsregistrering. It-systemet, et såkaldt ERP-system (enterprise ressource and planning), blev skabt ved et tilfælde, men efterspørgslen har været så stor, at det har gjort iværksætteren fra Slagteriet Udviklingspark Vejle til gazelle:

-Vi er naturligvis stolte over at modtage Børsens gazelle. Konceptet opstod ved et tilfælde, men vores succes skyldes, at vi har leveret det produkt, markedet har efterspurgt. Vi har været heldige, men også dygtige, siger Jesper N. Jørgensen, medejer af TRP-Solutions.    

Jacob N. Pedersen (t.v.) og Jonas R. Ernstsen står for alt udvikling af it-løsninger fra TRP-Solutions kontor i Slagteriet Udviklingspark Vejle. 

Stærkt samarbejde skabte succesen
Svaret på virksomhedens vækst skal findes i samarbejdet med den store amerikanske malingproducent PPG’s skandinaviske afdeling. Samarbejdet har nemlig betydet, at TRP-Solutions fik PPG’s salgsteam i ryggen, og derfor er it-systemet nu udbredt i hele Skandinavien.

-PPG har hele tiden koblet flere kunder på systemet, og det har været medvirkende til at skabe den vækst, som har sikret os gazellen. PPG har naturligvis et ønske om at skabe det bedste system for deres kunder, og det er vores opgave at levere de løsninger, der sikre, at PPG opnår det mål, fortæller Jacob Neergaard Pedersen, medejer af TRP-Solutions og ansvarlig for udviklingen af virksomhedens it-løsninger.

Utraditionel iværksætter
TRP-Solutions er ikke en traditionel iværksættervirksomhed. Faktisk har virksomheden gjort det modsatte af, hvad der ofte anbefales.

-Vi har aldrig fundet vores ”WHY”. Vi har aldrig skulle lede efter et forretningsområde eller produkt. Efterspørgslen er fra start kommet, fordi behovet var der, og sådan er det også i dag, fortæller Jacob Neergaard Pedersen og tilføjer.

-Vi følger ”den jyske model”. Vi kunne måske godt have vækstet hurtigere, men vi har aldrig brugt penge, vi ikke har. For os er sikkerheden vigtigere end at tage chancer.

Iværksætter ved et tilfælde
Det lå ikke i kortene, at Jacob Neergaard Pedersen skulle være iværksætter. Men efter at have hjulpet autolaker Leon Clausen, som i dag er medejer af TRP-Solutions, med et nyt stempelur i 2011, tog iværksætter-drømmen fart. Nye funktioner blev tilføjet systemet, og andre i branchen fik interesse for løsningen og blev koblet på systemet. Herigennem blev interessen også vakt hos PPG og et samarbejde blev indgået. 

-Da jeg gik ind i branchen, var den håbløs bagud på digitaliseringen. Andre lignende brancher som fx automekanikere var meget længere fremme i udviklingen. Så vi ramte virkelig ned i et stort behov, fortæller Jacob Neergaard Pedersen.

Til daglig er TRP-Solutions en del af et stort netværk af iværksættere og mikrovirksomheder i Slagteriet i Vejle. 

I 2015 valgte TRP-Solutions at flytte ind i Slagteriet Udviklingspark Vejle, da der opstod behov for mere professionelle rammer i forbindelse med ansættelsen af en ny medarbejder.

-Selvom man er iværksætter, er det vigtigt at have nogle professionelle rammer. En kantine og mødelokaler stod meget højt på vores liste. Iværksætter-netværket var også vigtigt, og muligheden for at vækste i Slagteriet, fortæller Jacob Neergaard Pedersen.

I dag har TRP-Solutions ApS tre ejere. Alt it-udvikling foregår fra kontoret i Slagteriet Udviklingspark Vejle, og virksomheden samarbejder med testcentre i hele Skandinavien.