Formand: Store forventninger til vækst i Vejle Ådal

Formand: Store forventninger til vækst i Vejle Ådal

11. april 2017

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Mads Fjeldsø Christensen

Seks konkrete tiltag skal skabe vækst og nye arbejdspladser i Vejle Ådal og Vejle Fjord. Formålet er at udvikle et unikt natur og oplevelsesområde af internationalt format.

Der kommer til at ske store forbedringer for Vejle Ådal og Vejle Fjord med ny bestyrelse som primus motor. Med afsæt i en fælles erhvervs- og udviklingsstrategi for Vejle Ådal og Vejle Fjord arbejdes der aktivt og målrettet med nye spændende projekter. Projekterne koordineres i den bredt forankrede bestyrelse for Vejle Ådal og Vejle Fjord.

Ny bestyrelse skal være vækst-lokomotiv
Med repræsentation fra alle relevante erhverv i Vejle Ådal, herunder landbruget, dambruget, skovbruget, de grønne organisationer og turisme-sektoren, har Vejle Kommune taget initiativet til at nedsætte den nye bestyrelse. Med udgangspunkt i en samlet strategi for udvikling i Vejle Ådal og langs Vejle Fjord er bestyrelsen nu i gang med at sætte konkrete handlinger bag.

Bestyrelsesformand for Vejle Ådal & Vejle Fjord og direktør for Exxit 59 og Havneøen 1P/S i Vejle, Helle Andersen, har store forventninger til samarbejdet:

-Hensigten er, at bestyrelsen for Vejle Ådal & Vejle Fjord - med det brede ejerskab og den brede forankring til ådalens lodsejere, erhverv og øvrige interessenter - skal koordinere den samlede indsats, og derved skabe retning på den ønskede udvikling, forklarer Helle Andersen

Oplevelsesøkonomi er en vigtig motor
Området omkring Vejle Ådal og Vejle Fjord har et enormt potentiale, og bl.a. oplevelsesøkonomi bliver afgørende for at skabe vækst og arbejdspladser med udgangspunkt i den nye strategi.

-Der er med bestyrelsen skabt et bredt og handlekraftigt fundament, hvorfra alle større initiativer omkring natur, friluftsliv, erhvervsliv og oplevelsesøkonomi afstemmes i enighed, udtaler bestyrelsesformand Helle Andersen.

Ud over at udvikle og brande Vejle Ådal og Vejle Fjord med henblik på at skabe vækst inden for områdets primære erhverv, er formålet også at udvikle den fantastiske natur og de rekreative rammer ved Vejle Ådal. Ambitionen er et unikt natur- og oplevelsesområde omkring Vejle Ådal og Vejle Fjord af både nationalt og internationalt format.

Konkrete initiativer på vej
Bestyrelsen har valgt at sætte fokus på seks konkrete projektideer:

• Haraldskær Avlsgård – visioner for et nyt besøgscenter i Vejle Ådal
• Udvikling af besøgspunkter ud igennem Vejle Ådal og langs Vejle Fjord
• Mountainbike – flere MTB-ruter i samarbejde med private lodsejere og i offentligt regi
• Tørskind Grusgrav – renovering af faciliteter og rammer omkring grusgraven
• Stier og formidling – fokus på natur- og vandrestier, herunder bedre formidling omkring eksisterende og nye sti-tilbud
• En sund Vejle Fjord – mindre kvælstoftilførsel og flere rekreative tilbud omkring Vejle Fjord

Initiativer omkring Vejle Fjord er godt på vej. Der er allerede fundet 3,5 mio. kr. ud af i alt 10 mio. kr. til et klima- og miljø-projekt i Grejs Ådal. Projektet skal reducere risikoen for oversvømmelser i Vejle by, og reducere kvælstofudvaskningen til Vejle Fjord, men der er også stor fokus på naturforbedringer og forbedringer af de rekreative rammer.

Vejlefjordbroen

Derudover arbejdes der konkret med en samlet udviklingsplan for akvakulturanlæg i Vejle Ådal. Formålet med udviklingsplanen er at understøtte teknologisk udvikling, strukturudvikling og vækst inden for dambrugserhvervet på et økonomisk og bæredygtigt grundlag.

Næstformand i bestyrelsen, gårdejer og bestyrelsesmedlem i Vejle-Fredericia Landboforening, Jens Jørgen Erichsen, glæder sig over det udvidede samarbejde:

-Vores ambition er så hurtigt som muligt at få konkrete projekter sat i søen. Vi skal skabe bedre rammer for særligt oplevelsesøkonomien i området, og vi skal sætte fokus på erhvervslivets udviklingsmuligheder, forklarer Jens Jørgen Erichsen og tilføjer:

-Det vil gavne naturen, men det betyder også meget for rigtig mange af de småerhverv, der har deres udkomme i området. Det kunne være alt lige fra kursusvirksomhed og overnatninger til øget salg af lokale råvarer og oplevelser. Set i det lys, tror jeg, at der er meget synergi vundet ved netop at koble naturtilbud med erhvervsudvikling, konkluderer næstformanden.

En arbejdsgruppe for hvert af de seks indsatsområder er ansvarlig for at udvikle, fundraise til og realisere de konkrete indsatser. Der er tale om en blanding af dels relativt store projektideer med behov for meget stor ekstern medfinansiering, dels lidt mindre projekter som relativt hurtigt vil kunne føres ud i livet.