Fjordenhus gør Vejle-borgmester glad og stolt

Fjordenhus gør Vejle-borgmester glad og stolt

30. maj 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Preben Stentoft

Olafur Eliasson er den rette til at skabe samspil mellem naturen ved Vejle Fjord og Kirk Kapitals nye domicil, mener borgmester.

Når det røde bånd 9. juni klippes til det 28 meter høje Fjordenhus, er det ikke et bygningsværk, der bliver indviet - det er et kunstværk.

Det er nemlig ikke en arkitekt, men den verdenskendte dansk-islandske kunstner, Olafur Eliasson, der har skabt den nye markante bygning i Vejle Havn. Olafur Eliasson, der ifølge det anerkendte kunstmagasin ArtReview er blandt verdens 100 mest indflydelsesrige kunstnere, har af Kirk Kapital fået opgaven at skabe et kunstværk i Vejle Havn, der samtidigt kunne anvendes som firmaets domicil.

I stueetagen af Fjordenhus vil der være flere kunstinstallationer af Olafur Eliasson. Denne etage vil være åben for offentligheden, hvilket roses af Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen, der er glad for, at Kirk Kapital således byder vejlenserne indenfor i det enestående kunstværk, der har fået arkitektskoler fra ind- og udland til at vise interesse for Vejle.

- Jeg er glad og stolt over, at Kirk Kapital har valgt at placere deres unikke kunstværk og domicil i Vejle. Det er billedet på, at kunst og natur, arkitektur og udvikling kan gå op i en højere enhed i Vejle, siger Jens Ejner Christensen.

Fjordenhus - Kirk Kapitals nye firmadomicil - er skabt af den verdenskendte dansk-islandske kunstner Olafur Eliasson.

Borgmester: Olafur er den helt rette
Vejle Fjord bliver brugt flittigt til sejlads og kajakroning, og vejlenserne holder meget af den smukke natur omkring Vejle Fjord.

Derfor er Jens Ejner Christensen overbevist om, at mange vil synes, at netop Olafur Eliasson er den helt rette kunstner til at skabe et monument, der binder mennesker, kunst og natur sammen.

- Samspillet mellem naturens elementer er et af Olafur Eliassons kendetegn – og det er med en ganske særlig stolthed, at vores fantastiske natur nu kommer til at danne rammerne om et enestående kunstværk skabt af vores dansk-islandske verdensstjerne, fastslår Jens Ejner Christensen.

Indvielsen af Fjordenhus foregår ved et arrangement 9. juni fra 10.30, hvor kunstneren taler, ligesom de nye ejere og Vejles borgmester siger ord og der vil være musik med Sigurd Barrett og Wafande. Fra 11.30 til 17 er der åbent hus i stueetagen af Fjordenhus, hvor guider fra VejleMuseerne tager imod og fortæller. (Klik her for at se programmet 9. juni)

Er man forhindret i at nå de guidede ture på indvielsesdagen skal man dog ikke fortvivle. På VejleMuseernes hjemmeside kan man frem til 24. juni bestille billetter til daglige guidede ture, hvor man kan høre om kunstnerens ideer bag udformningen af bygningen og kunstværkerne.

Du kan se mere og bestille guidede ture med inspektører fra VejleMuseerne her.