FabLab som forretningsudvikling: Omfavn fejlene

FabLab som forretningsudvikling: Omfavn fejlene

9. oktober 2017

Tekst: Sebastian Kjær

For iværksætteren Camilla Bjerre er FabLab blevet et nyt værktøj i den kreative proces, som har sat et kraftigt præg på hendes designvirksomhed. I fredags delte hun ud af erfaringerne til FabBusiness i Spinderihallerne, Vejle.

Et hav af dimser i papir og plastik blev hevet frem og forklaret, da Camilla Bjerre i fredags delte sine erfaringer med at bruge makerspacet FabLab i en forretningsmæssig sammenhæng for en flok nysgerrige, lokale iværksættere.

Siden hun første gang brugte Fablabet for 3,5 år siden, er det blevet en fast del af prototype-processen i hendes designvirksomhed Strups. Hun går i værkstedet og leger sig frem til nye design og ideer på de moderne maskiner, og så betyder de mere nørdede detaljer, som hvor mange watt den enkelte maskine yder, ikke så meget.

”Jeg elsker det som et ekstra værktøj i værktøjskassen. Og ligesom min computer er et værktøj, er jeg ligeglad med, hvordan det virker - bare jeg kan bruge det,” siger hun.

Derfor er hun heller ikke bange for at kaste sig ud i eksperimenter på de mange maskiner i værkstedet. Her kan hun nemlig hurtigt lave nogle overbevisende prototyper af sine design, og forbedre de ting som ikke virker i en iterativ proces – eller ”learning by fucking up,” som én af de fremmødte iværksættere kalder det.

Test-produktion for at markedsteste
Når først et design har fundet sin form i Fablabet, bliver produktionen lagt ud til en underleverandør, så Camilla Bjerre ikke selv skal stå og håndlave alle sine produkter ovre i maker-værkstedet.

Ind imellem sker det dog, at hun laver et lille oplæg af et design i Fablabet, så hun kan komme ud og teste produktet i virkeligheden.

”Jeg kan lave en lille testproduktion og tage den med ud på markeder. Det giver en god indikation for, om det er noget kunderne er interesserede i – og hvad de vil give for det – inden jeg sætter den store produktion i gang,” siger Camilla Bjerre.

Indsigt i produktionsprocessen
Selvom Camilla Bjerres grund til at kaste sig ud i at blive maker var at få et nyt, kreativt værktøj, vidste der sig også at være nogle fordele ved at lære produktionsledet bedre at kende.

”Det har givet mig en indsigt i, hvordan produktionen foregår, som kan bruges generelt. Det har f.eks. betydet, at jeg på et tidspunkt udskiftede en underleverandør, fordi jeg med min nye viden fandt ud af, at de ikke var dygtig nok til at levere det, som jeg gerne ville,” forklarer Camille Bjerre, der får hun startede designvirksomheden ikke havde den store erfaring med fysisk produktion.

I det hele taget er hun ikke i tvivl om, at mødet med FabLab i 2013 har sat sit aftryk på virksomheden.

”Hvis ikke jeg havde lært Fablab at kende, havde min virksomhed nok set anderledes ud. Så havde jeg ikke haft mulighed for at lave alle de forskellige produkter, som jeg laver i dag,” siger Camilla Bjerre.