EQT: Fertin Pharma skal erobre nye vækstmarkeder

EQT: Fertin Pharma skal erobre nye vækstmarkeder

10. februar 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Pressefoto - Fertin Pharma

I december 2016 blev Fertin Pharma købt af den svenske kapitalfond EQT for at ’sætte turbo på virksomhedens udvikling’. Ifølge EQT overtager man en særdeles veldrevet virksomhed, der er State-of-the-Art.

7. december 2016 blev det meddelt, at den svenske kapitalfond EQT overtager 70 procent af ejerskabet af Fertin Pharma – en af Vejles kendte virksomheder.

Handlen betyder, at Bagger-Sørensen familien, der stiftede Vejle Caramel og Tablet Fabrik i 1915, og lancerede det kendte tyggegummi-mærke Dandy, nu overlader den bestemmende ejerandel i virksomheden, der nu producerer nikotintyggegummi, til EQT.

Bagger-Sørensen familien vil fremover eje 30 procent af ejerandelen gennem familiens fond. Dermed vil virksomhedens grundlægger-familie fortsat have indflydelse på Fertin Pharma, der er ledende på markedet for nikotintyggegummi.

Ifølge pressemeddelelsen fra EQT skulle opkøbet ”styrke Fertins markedsposition og sætte turbo på virksomhedens udvikling.” For at finde ud af, hvad det mere konkret betyder, har Mikropol taget kontakt til Rikke Kjær Nielsen, ansvarlig partner i kapitalfonden EQT.

Rikke Kjær Nielsen, hvorfor er Fertin Pharma en interessant virksomhed at investere i for EQT?

- Vi investerer primært i gode markedsledende virksomheder, som vi kan hjælpe videre. I den forbindelse passer Fertin Pharma rigtig godt til EQT’s investeringsstrategi. Fertin Pharma har været på EQT’s radar i flere år, da vi har set den som en god veldrevet virksomhed, der er ledende på et stabilt voksende marked, da flere vil stoppe med at ryge.

Hvad kan EQT som investor bidrage med til Fertin Pharma?

Vi har en relativ lang erfaring med denne type virksomheder og vi ser store muligheder i Fertin Pharma. Vi kommer ikke til at lave nogen store revolutioner. Det er en overordentlig veldrevet virksomhed, og der er truffet mange fornuftige beslutninger i virksomheden gennem mange år. Det kan eksempelvis tydeligt ses på produktionen i Vejle, som er ’State-of-the-Art.’ Alt dette skal vi nu bygge videre på sammen med Bagger-Sørensen. Fertin Pharma får samtidig bedre adgang til kapital, en mere international og erfaren bestyrelse samt et internationalt netværk i de industrier, vi opererer i.

I hvilken retning skal Fertin Pharma udvikle sig over de næste par år?

- Som sagt har vi ingen planer om radikale ændringer i virksomheden, men der skal gerne mere kraft på væksten. Vi vil gerne have Fertin Pharma etableret på de nye vækstmarkeder som Brasilien, Indien og Kina. Samtidig vil vi gerne introducere nye produkter. Det kunne være nikotintyggegummi med flere smagsvarianter og tyggegummi, der kan hjælpe brugerne med andre problemstillinger end nikotinafhængighed.

Hvorfor er EQT den rette til at udvikle Fertin Pharma?

Fertin Pharma er præcis den type investering, vi godt kan lide. Vi har en lang og god erfaring med partnerskabsinvesteringer med grundlæggere. Vi er på hjemmebane i Norden, men har, ligesom Fertin Pharma, forretning globalt og healthcare er et af vores fokusområder. Det var derfor helt oplagt, at vi gerne ville Fertin Pharma. Sammen med Bagger-Sørensen har vi sat en utrolig stærk, international bestyrelse, som står til rådighed for ledelsesteamet for sparring, udfording, coaching og netværk. Bestyrelsen består af personer med forskellige, relevante kompetencer, herunder farmaproduktion- og salg, markedsføring af rygeafvænningsprodukter, udvikling af farmaprodukter optaget oralt og meget andet. Derudover kommer vi med en masse erfaring i at accellerere vækst internationalt og skabe bedre adgang til vækstkapital. Men jeg kan sige, at vi er en kapitalfond, der går efter at skabe en fortjeneste ved at skabe bedre, større, stærkere og mere robuste virksomheder.

I Færch Plast, som EQT overtog i 2014, har man oplevet en stigning i medarbejderstaben og i driftsindtjeningen. Kan man forvente tilsvarende udvikling i Fertin Pharma?

- Vi er en ekstremt udviklingsorienteret fond. Siden 1994, hvor EQT blev grundlagt har vi i gennemsnit øget medarbejderstaben med 10 procent per år i de virksomheder vi har investeret i. Det er dog trods alt for tidligt, at melde noget ud om disse ting. Men jeg kan sige, at vi ikke er en kapitalfond, der går efter at skabe en fortjeneste ved at skære i udgifter. Det er ikke sådan vi arbejder. Vi identificerer os selv som virksomhedsudviklere, og netop det ord er meget velvalgt.

Hvilket image ønsker EQT at være kendt for?

- I EQT siger vi, at vi ønsker at være den mest velrespekterede kapitalfond i verden. I det hele taget ønsker vi at være så åbne over for omverdenen som muligt. Vi udtaler os gerne til medier eller andre interesserede, hvis der er nogen, der ønsker at høre, hvad vi laver.