Eksklusiv gastronomiguide hædrer tre vejlensiske restauranter

Eksklusiv gastronomiguide hædrer tre vejlensiske restauranter

29. november 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Colourbox

Vejle er flot repræsenteret på eftertragtet liste over anbefalelsesværdige nordiske restauranter.

153 danske restauranter er med i årets udgave af den eksklusive restaurant-hitliste White Guide.

Heraf er tre restauranter fra Vejle.

Det drejer sig om Memu, der ligger på strøget i Vejle, Treetop på Munkebjerg Hotel og Remouladen ved lystbådehavnen.

MeMu i front
White Guide er en ekslusiv nordisk pendant til den berømte internationale Michelin-guide, som kokke verden over vil give deres højre arm for at blive repræsenteret i.

White Guide rangerer restauranterne i tre klasser: 'Global Mesterklassen' er den bedste. Herefter kommer 'Mesterklassen' og 'Meget God-klassen' Restauranterne bliver blandt andet tildelt point efter madens og serveringens kvalitet.

På listen er både Memu og Treetop rangeret i topkategorien ’Global Mesterklasse’, mens Remouladen er placeret i ’Meget God Klassen’.

- Gastronomien har gode kår i Vejle
Erhvervschef i Vejle kommune, Morten Damgaard, ønsker de tre restauranter tillykke med at være repræsenteret på den eksklusive liste.

Han ser placeringerne på listen som et tegn på, at restaurationsbranchen – og gastronomien – har gode kår i Vejle:

- Gennem de seneste år er flere restauranter, der satser på gastronomi og høj kvalitet kommet til Vejle-området. Meget tyder på, at folk spiser mere ude, og i Vejle er der et stort klientel, der gerne vil betale for gastronomiske oplevelser, siger Morten Damgaard.

Antal og omsætning stiger
Ifølge tal fra brancheforeningen Horesta, er antallet af restauranter i Region Syddanmark steget med mere end 27 procent fra 2012 til 2017. Samtidig er omsætningen steget fra 2,7 til 3,5 milliarder kroner.

Vejle har sin betydelige del af den stigning i både antallet af restauranter og omsætning. Det ses bl.a. på antallet af alkoholbevillinger i Vejle, som i 2018 rundede 118. Ifølge Horestas formanden i Region Syddanmark, Uffe Høeg Johansen, venter man, at dette tal vil stige.

- Der er ingen tvivl om, at danskerne bliver ved med at spise mindre hjemme, også fordi prisspændet mellem at spise ude og købe det i supermarkedet indsnævres. Du kan købe tre retter mad til meget få penge i dag, fordi der er enorm konkurrence blandt de mange restauranter og caféer, udtalte Uffe Høeg Johansen i oktober til Vejle Amts Folkeblad.