Danmarks cykelby nr. 1 kalder

Danmarks cykelby nr. 1 kalder

7. maj 2018

Tekst: Carsten G. Johansen
Foto: Grejsdalsløbet

Grejsdalsløbet er motionscykelløbenes ultimative klassiker. Søndag den 13. maj prøver 4.500 amatørryttere fra hele Danmark kræfter med Kiddesvej og de andre barske stigninger omkring Vejle Fjord.

- Vi har naturligvis en del deltagere fra Vejle-området. Men efterhånden kommer den største del af rytterne fra andre dele af landet – især Sjælland. I de senere år også flere fra Norge, Sverige og Tyskland, siger Per Hansen fra Vejle Cykel Motion, der siden 1989 har stået bag det traditionsrige motionscykelløb.

I 2017-udgaven af den østjyske klassiker kom ca. 1.300 af de 4.500 deltagere fra Sjælland. Yderligere et stort antal kommer så langvejs fra, at de vælger ankomst allerede lørdag.

Grejsdalsløbet har tradition for at lave en række aktiviteter lørdag eftermiddag og aften for de mange, som vælger at hente deres løbsnummer dagen før starten går. I år byder lørdagen, i stil med tidligere år, på en stor cykeludstilling i startområdet. Om aftenen er det velkendte ”pasta party” nyfortolket som ”performance cooking”.

- Den danske kok hos Trek-Segafredo, Rune Lemming, tilbereder en menu, som ligner den, han lavede ved Flandern Rundt i år. Sammen med den tidligere Team Saxo Bank-rytter Mads Christiansen fortæller han om betydningen af den rigtige ernæring før et stort løb. Måske har de også et par anekdoter med, siger Per Hansen.

Masser af højdemeter
Selve Grejsdalsløbet ligner sig selv med ruter i fem forskellige længder. Mest populær er den mellemlange på 140 km, som har mere end 2.000 deltagere – de øvrige længder er 220, 185, 85 og 35 km.

Mellemruten har stadigvæk masser af højdemeter, og den omfatter også nogle af de stejleste bakker, der er blevet ”verdensberømte i Danmark” fra PostNord Danmark Rundt.

- Kiddesvej har fået en helt særlig status i cykelverdenen. Den hører vi altid, at mange deltagere ser frem til, ligesom de glæder sig til at opleve den smukke natur. Og de skal også nok få lov at køre op ad Munkebjerg, siger Per Hansen med et smil.

Grejsdalsløbet fortsætter også i år sine initiativer for at være en rent løb, så naturen ikke bliver belastet af arrangementet. Der er særlige dropzoner til rytternes affald, og hvis de tager punkterede slanger med retur, kan de bytte dem til en splinterny.

Vejles bakker hitter
For Vejle er Grejsdalsløbet også blevet en god reklamesøjle, når pedalatleter fra hele Norden strømmer til byen i Kristi Himmelfarts-weekenden. Nogle af deltagerholdene booker hotelværelser til næste års løb, før de rejser hjem søndag aften.

- Naturen omkring Vejle er noget at det, resten af Danmark allermest forbinder byen med. Det har en stor sammenhæng med bl.a. Grejsdalsløbet og PostNord Danmark Rundt, så i Vejle er vi også rigtig glade for at se de mange motionscykelryttere på bakkerne. Grejsdalsløbet brander også Vejle i forhold til at tiltrække cykelturister, siger Vejles turismechef Morten Damgaard.