Danefæ-udstilling begejstrer i kongebyen Jelling

Danefæ-udstilling begejstrer i kongebyen Jelling

8. februar 2018

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Kongernes Jelling

Interaktiv særudstilling med danefæ – bl.a. det berømte vikingeguld fra Fæsted – vises på Kongernes Jelling frem til slutningen af oktober.

Guld og Vilde Dyr.

Sådan lyder titlen på en ny særudstilling med skatte, mønter, smykker og meget andet på Oplevelsescentret Kongernes Jelling, der allerede har henført mange gæster. Udstillingen åbnede sidst i januar ved et arrangement med deltagelse af kulturminister Mette Bock, og Nationalmuseets direktør, Rane Willerslev, og publikum har allerede vist stor interesse.

Således opgjorde Kongernes Jelling besøgstallet på særudstillingens åbningsdag - 28. januar - til 1738, hvilket svarer til niveauet på en travl dag i højsæsonen.


Hør Rane Willerslev, Nationalmuseets direktør, fortælle om særudstillingen Guld og Vilde Dyr, som udstilles på Oplevelsescentret Kongernes Jelling.

Første danefæ-udstilling uden for hovedstaden
Nationalmuseet holder hvert år en danefæ-udstilling med fund fra amatørarkæologer, der med detektorer har ledt efter skjulte skatte på marker og enge overalt i Danmark.

Det er første gang Nationalmuseets danefæ-udstilling holdes væk fra hovedstaden. Og mange af de udstillede fund er netop dukket op af den jyske muld – også nær Jelling.

Blandt de særlige skatte, der udstilles, er den store vikingeskat fra Fæsted, der i slutningen af 2016 blev fundet af tre amatørarkæologer på en mark øst for Ribe. Gæster på Kongernes Jelling vil også kunne opleve den største flintøkse, der nogensinde er fundet i Danmark.

Interaktiv udstilling
Kongernes Jelling har fået megen omtale, for sin evne til at formidle historien om Jellingstenen og vikingetiden på en moderne, inddragende og underholdende facon.

Således vandt Kongernes Jelling i november 2017 prisen ”Årets Europæiske Turismeprojekt 2017”. En pris, der blev uddelt af den britiske sammenslutning af rejseskribenter - BGTW - ved en stor ceremoni i London.

I den nye særudstilling inddrages publikum også. Udstillingen er nemlig en interaktiv udstilling, hvor børn og voksne kan trykke på masser af knapper, lede efter guld med metaldetektorer og gå på jagt efter dyr med UV-lygter.

Der er fri adgang til udstillingen, som kan ses frem til den 31. oktober 2018.