Dårlig sommer – gode overnatningstal

Dårlig sommer – gode overnatningstal

16. oktober 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Danhostel Vejle

Trods det regnvåde sommervejr har overnatningsstederne i Vejle Kommune klaret sig flot.

VisitDenmark har netop offentliggjort overnatningstallene for hoteller, feriecentre, campingpladser, vandrerhjem og lystbådehavne i de danske kommuner og regioner.

Tallene viser, at trods det ustadige sommervejr, så skal der mere til at holde turister væk fra Vejle Kommune. Overnatningsstederne i Vejle Kommune har nemlig klaret sig rigtig flot.

Fra januar til august i år havde overnatningsstederne i Vejle Kommune 10 procent flere hoveder på puderne, end man havde i samme periode året før. På landsplan steg antallet af overnatninger med 1 procent. Af de i alt 513.520 overnatninger, var to-tredjedele fra Danmark.

Svenskerne var den gruppe af udenlandske gæster, der var hyppigst repræsenteret på overnatningsstederne i Vejle Kommune. Af de 171.943 udenlandske overnatninger var 41.391 fra Sverige. Nordmænd, tyskere og hollændere følger derefter som de hyppigste gæster på overnatningssteder i Vejle Kommune.

Erhvervschef i Vejle Kommune, Morten Damgaard Nielsen, glæder sig over den positive udvikling:

- Vi er glade for at se, at der skal mere end regn til at holde turisterne fra vores område, siger han.

Kæmpe stigning i campister
Mens hotellerne isoleret set oplevede en lille stigning på 2 procent, så er historien en helt anden for kommunens campingpladser. Her oplevede man nemlig en massiv stigning på hele 20 procent.

270.510 overnatninger blev det til i perioden september 2016 til august 2017. 72 procent af overnatningerne blev foretaget af danskere.

Den massive stigning i Vejle Kommune står i kontrast til tendensen på landsplan, hvor antallet af campingovernatninger rundt regnet er status quo.

Du kan finde VisitDenmarks kommunale overnatningstal her.