Byens mand er årets Vejle-ambassadør 2016

Byens mand er årets Vejle-ambassadør 2016

20. januar 2017

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Bo Nielsen

Lars Bilde er kåret til årets Vejle-ambassadør for sit bidrag til at tiltrække EY´s regionskåring af Entrepreneur of the year til Vejle.

For tredje år i træk har MeetingVejle kåret årets ambassadør. Kåringen fandt sted på Munkebjerg Hotel, hvor borgmester Arne Sigtenbjerggaard havde inviteret MeetingVejles ambassadørkorps til den årlige ambassadørmiddag. Samtidig blev arrangementet også brugt til i fælleskab at rette fokus på den fremtidige udvikling af ambassadørkorpset.

Byens mand
Lars Bilde, direktør for Vejle-virksomheden Isabella Group, er på alle måder byens mand. Han er født og opvokset i Vejle, hvor han også fortsat bor. Prisen får han for sin særlige indsats for at tiltrække EY´s regionskåring af Entrepreneur of the year. Lars Bilde har i sin rolle som ambassadør haft en afgørende indflydelse på, at Vejle blev værtsby, da hans lead til beslutningstagerne førte til, at Vejle fik mulighed for at komme i betragtning. Herefter kunne MeetingVejle fokusere på kundens behov og indhente tilbud, så det var let for kunden at vælge den rigtige løsning.

Borgmester Arne Sigtenbjerggaard overrækker det synlige bevis på titlen som Årets Vejle-ambassadør 2016

I rollen som ambassadør for Vejle har Lars Bilde på mange måder været et forbillede, der understreger ambassadørkorpsets værdi for byen og erhvervslivet. I begrundelsen for valget af årets ambassadør lægges der også vægt på, at han er en person som i sin fremtoning fremstår positiv, innovativ og har stor åbenhed og passion i forhold til hans omverden. En profil der er en Vejle-ambassadør værdig.

Galleri: Årets Vejle-ambassadør 2016

Det er MeetingVejles styregruppe der vælger årets ambassadør. Styregruppen består af Roland Christiansen (DGI Huset Vejle), Lotte Michaelis (Hotel Munkebjerg), Terje Thesbjerg (Best Western Torvehallerne) og Michael Thomsen (Scandic Jacob Gade).

Et stærkt ambassadørkorps
MeetingVejles ambassadørkorps består af 41 erhvervs- kultur- eller kommunale personligheder, som frivilligt arbejder med at bringe Vejle på dagsordenen i deres netværk, når større events, årsmøder eller kongresser skal placeres.

MeetingVejles formål er at markedsføre Vejle som møde- og kongresdestination, og arbejder for at tiltrække og koordinere større arrangementer i byen i tæt samarbejde med MeetingVejles samarbejdspartnere. En vigtig brik i arbejdet er derfor at finde frem til mulige arrangementer og konferencer, og derfor er dette korps af Vejle-ambassadører dannet.