Better Energy indgår partnerskab med giganterne Huawei og TATA Power Solar

Better Energy indgår partnerskab med giganterne Huawei og TATA Power Solar

24. august 2017

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen
Foto: Johannes Jansson/norden.org, Better Energy

Aftalen sikrer faste leverancer af solpaneler og omformere til Better Energys solcelleparker. Aftalen bliver underskrevet fredag i Resilience House i Vejle, hvor Better Energy holder til.

Solenergiselskabet Better Energy har indgået en leverandør- og partnerskabsaftale med to af verdens største virksomheder. Det drejer sig om kinesiske Huawei, der har mere end 180.000 ansatte, og indiske TATA Power Solar, der er Indiens største producent af solpaneler.

Aftalen bliver underskrevet 25. august i forbindelse med den officielle åbning af Resilience House i Vejle, hvor Better Energy har kontor.

Aftalen betyder, at Better Energy får et fast leveringssamarbejde med Huawei og Tata Power Solar. Dermed vil Better Energy let kunne modtage faste leverancer af indiske solcellepaneler og kinesiske ’inverters’ – en slags omformer, der omdanner jævnstrømmen fra solpanelerne til vekselstrøm.

Better Energy stod for etableringen af to solcelleparker i Horslunde på Lolland. Parkerne stod færdige i 2015 og 2017 og har en samlet kapacitet på 17,4 Megawatt.

Vækst kræver partnere med større muskler
Partner i Better Energy, Michael Vater, er glad for aftalen, der knytter selskaberne tættere sammen.

- Det er vores to største leverandører som vi laver et tættere samarbejde med. Det betyder, at vi forpligter os til hinanden i større omfang end tidligere, og at Huawei og Tata Power Solar garanterer os nogle større kapaciteter, siger Michael Vater.

Han forklarer, at partnerskabsaftaler typisk ”kan føre andre ting med sig”, men vil ikke ind på, hvilke andre ting det kunne være. Better Energy har tidligere tilkendegivet, at man arbejder på at øge sine globale vækstmuligheder og konkurrenceevne, og man har formuleret et strategisk mål om at have installeret 1000 MW i 2020. Til dato har man installeret 159,4 MW.

- Denne aftale indgås for at have faste samarbejdspartnere på større projekter. Jo større vi bliver, jo færre leverandører er der også i markedet til at møde de behov vi har, siger Michael Vater.

Nye markeder i sigte
Better Energy er de seneste år blevet langt mere konkurrencedygtige på omkostningerne ved at etablere solcelleparker. Med den formaliserede aftale om levering og partnerskab på plads, håber Michael Vater, at Better Energy kan fortsætte denne udvikling og nå nye markeder.

- Prisen på solceller bevæger sig hele tiden. Det betyder, at jo tættere samarbejde du har med dine partnere, jo nærmere kommer du også på at få diskuteret, hvad den rigtige pris for et modul er på det givne tidspunkt, forklarer han.

Fortsætter den positive forretningsmæssige udvikling som ventet, er det ifølge Michael Vater planen, at Better Energy skal ind på nye markeder. Østeuropa er i virksomhedens kikkert, da der i den region er et stort udækket behov for strøm.

Better Energys arbejde er ikke gået ubemærket hen. Michael Vater (tv) gav for nylig en præsentation af virksomhedens arbejde for udenrigsminister Anders Samuelsen.

Netværk og samarbejde
Til underskrivelsen af leverandør- og partnerskabsaftalen deltager CTO i Huawei Solar Europe, Hariram Subramanian, CEO i Tata Power Solar Systems, Ashish Khanna, samt ledende partnere i Better Energy.

Forud for mødet i Vejle besøger Ashish Khanna Better Energys hovedkontor i København, samt to solcelleparker i Horslunde på Lolland, som Better Energy har opført.

Better Energy var en af de allerførste virksomheder, der flyttede ind i Green Tech House, der åbnede i 2012, og har på kort tid opnået flot vækst. Michael Vater fortæller, at man har været meget glad for det netværk og det samarbejde, der er blomstret op med virksomheder som Rambøll og Geopartner, der også har kontor i Green Tech Center.

Resilience House, der er den tredje bygning i erhvervsparken i det nordlige Vejle, åbner officielt 25. august ved et arrangement, der har deltagelse af statsminister Lars Løkke Rasmussen og Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen.