Ambitiøse iværksættere skal drømme og satse stort

Ambitiøse iværksættere skal drømme og satse stort

15. februar 2018

Tekst: Jesper Lilleris

Et nyt vækstforløb i Region Syddanmark er målrettet vækstiværksættere, der har et potentiale til at vokse og skabe nye store virksomheder og arbejdspladser i regionen.

Pre-Scale-Up er et brancheforløb for ambitiøse iværksættere eller virksomheder inden for energieffektiv teknologi, offshore, robotteknologi, turisme og oplevelser samt velfærdsteknologi.

Spinderihallerne er partner i Pre-Scale-Up forløbet for turisme og oplevelser, og dette forløb skal efter planen holdes i Spinderihallerne i Vejle. Forløbet består af fire sessioner, hvor iværksætterne både vil lære om finansiering, deres marked og arbejde intensivt med deres individuelle vækstplan.

For få vækstiværksættere
Få vækstvirksomheder er iværksættervirksomheder, og der er ikke etableret en ny dansk virksomhed med over 1000 ansatte i 20 år. Derfor skal Pre Scale-Up hjælpe 60 syddanske iværksættere til at skabe vækst og flere arbejdspladser.

Pre Scale-Up brancheforløb giver udvalgte iværksættervirksomheder adgang til brancheeksperter, der kan hjælpe virksomhederne videre. Programmet griber syddanske iværksættere, og inspirerer, puffer og opmuntrer dem til at drømme og satse stort. Afhængig af den enkelte iværksætters behov bliver de tilbudt brancheforløb, individuel sparring og medfinansiering.

- Pre Scale-Up er det først skridt på vejen for vækstiværksættere i Region Syddanmark. Der er mange andre rigtig gode tilbud til iværksættere, vores tilbud er til dem, der tør drømme stort, og vi vil gøre vores til, at drømmene lykkes, og Syddanmark bliver hjemsted for nye vækstiværksættere, Lena Arndal, projektleder på Pre Scale-Up.

Medfinansiering af mentor og rådgivere
Parallelt med forløbet vil det være muligt for iværksætterne at få medfinansieret 70 pct. af deres udgifter til eksempelvis mentor og rådgivere.

- Vi ved, at unge virksomheder har et usikkert liv de første år, og at det ofte kan være knapt med tid og økonomi, når det kommer til udviklingen af forretningen og fokus på vækst. Hos Pre Scale-Up får virksomheder kyndig hjælp til at udvikle deres forretning og endda medfinansiering til at gøre det. Det gør det langt nemmere at træffe de rigtige beslutninger og få nye vækstskibe sat i søen, siger Christoffer Jakobson, forretningsudvikler hos Lean Business Danmark.

Læs mere om vækstforløbet her