Aguardio vil nudge folk under bruseren til at spare penge og skåne miljøet

Aguardio vil nudge folk under bruseren til at spare penge og skåne miljøet

11. januar 2019

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: Aguardio

Aguardio vil ændre forbrugernes adfærd med markedets mest intelligente løsning. Data og kunstig intelligens er hemmeligheden bag systemet fra Vejle.

I forbindelse med erhvervslivet nytårskur i Spektrum Vejle blev Aguardio tildelt Iværksætterprisen 2019. Konceptet, der har sikret Vejle-virksomheden prisen, skal få folk til frivilligt at ændre adfærd uden løftede pegefingre – det kaldes også for nudging. Og netop den frivillige tilgang er helt afgørende for Aguardio:

- Vores produkt har til formål at gøre forbrugerne bevidste om vandforbruget i forbindelse med et bad, så den enkelte kan træffe sit valg på et oplyst grundlag. Om man lader sig guide af vores produkt eller ej, det er derfor udelukkende op til forbrugerne, fortæller Thomas Munch-Laursen, CEO & Co-founder hos Aguardio.

Aguardio har allerede vist produktet frem på den store internationale scene. Senest hentede Aguardio en flot 4. plads til IBM Watson Build Challenge i Barcelona, hvor næsten 300 kvalificerede high tech virksomheder deltog. Og nu er det altså også blevet til lokal anerkendelse med Iværksætterprisen 2019 til Vejle-virksomheden, som til dagligt holder til i Resiliens House i Dandy Businesspark.

Thomas Munch-Laursen blev hyldet og fik overrakt Iværksætterprisen til årets traditionsrige nytårkur. Det er 17. gang prisen uddeles. 

Siden opstarten i sommeren 2016 er det lykkes at rejse 9 millioner kroner til at realisere konceptet. Derudover er virksomheden blevet tilknyttet IBM´s udviklingsprogram.

Enkel og avanceret løsning
Aguardios løsning består i sin enkelthed af en sensor og et display med en timer, der sættes op i brusekabinen. Så snart der tændes for vandet, går timeren i gang, og displayet viser badets længde, vandforbrug og guider til at reducere brugen af vand. Samtidig registrerer sensoren brusebadsadfærden, herunder bl.a. badets længde, luftfugtigheden, temperaturen, og hvor lang tid det varme vand løber inden den badende træder ind.

Modsat flere lignende produkter er der ikke begrænsning på badetiden eller ændret ved badet på andre måder. Systemet skal udelukkende guide til mindre vandforbrug, og få brugerne til at reflektere over deres badeadfærd og på den måde spare både vand, CO2 og penge.


Scandic tester i stor skala
Scandic Jacob Gade i Vejle er det første hotel, som tester Aguardio i stor skala. Løsningen er installeret på hotellets samtlige 129 værelser, så gæsterne kan se, hvor længe de har været i bad. Og hotelkæden ser med interesse på resultaterne med henblik på eventuelt at udbrede det til kædens 25 andre hoteller.   

-Vi er rigtig glade for det nye samarbejde med Aguardio, som på intelligent vis kan bidrage til at mindske vandforbruget og være med til at gavne miljøet. Det er imidlertid stadig helt op til den enkelte gæst at bestemme længden af brusebadet, og hvor meget vand der bruges, hvilket er vigtigt for os at slå fast. Dette konkrete initiativ gavner miljøet samtidig med, at vi kan nedbringe vores omkostninger. En win-win-situation, siger Daniel Kirchhoff, kommunikationschef i Scandic.

Thomas Munch-Laursen er stolt over det nye samarbejde med Scandic i Vejle, og ser frem til resultatet af de første test af et fuldskalahotel. Men han er overbevist om, at systemet er en attraktiv løsning.

- Aguardio kan hjælpe Scandic med at optimere deres hoteldrift. Vores løsning vil både give Scandic en økonomisk besparelse samtidig med, at den sparer på klodens ressourcer, hvilket matcher begge virksomheders fælles mission perfekt. Vi forventer, at systemet giver en besparelse på 20 procent, siger Thomas Munch-Laursen og tilføjer:

- Sensorerne gør det muligt at indsamle nyttig viden om vandforbruget på hotellet. Det hjælper Scandic, fordi det på den måde bliver muligt at regulere opvarmningen af vand og dermed reducere energi- og CO2-forbruget. Samtidig måler sensorerne luftfugtighed og temperatur på de enkelte værelser, hvilket kan bidrage til et endnu bedre indeklima. 

De første resultater fra Scandic Jacob Gade ventes klar i løbet af januar 2019.

Data og kunstig intelligens
Aguardios løsning er ikke den første, der har til formål at spare på vandet og skåne miljøet. Men netop Aguardio skiller sig ud fra mængden.

- Vi ændrer ikke på bruseren eller lignende, vi guider udelukkende. Vores hovedfokus er at få mest mulig ud af den data, vi indsamler hos kunden, og vi vil være bedst på markedet. På den måde kan vi opnå de største besparelser og skåne miljøet mest mulig, fortæller Thomas Munch-Laursen og tilføjer:

- Vi skal forstå adfærden i forbindelse med et bad, for at kunne guide vores brugere bedst mulig. Derfor skal vi identificere de områder i adfærden, som er mest modtagelig for påvirkning, så vi kan nudge vores kunder bedst mulig.

Tilgængelig for alle
I første omgang har Aguardio haft fokus på hoteller, idrætscentre, boligforeninger og efterskoler som den primære målgruppe. Men for at tilgodese en stigende interesse fra private kunder skal systemet også være tilgængeligt at købe for denne gruppe.

- Interessen for at gøre noget godt for klimaet er stigende, og det kan vi også mærke. Derfor bliver det muligt at købe systemet via vores hjemmeside i starten af andet kvartal i 2019. Men vi arbejder også på en anden betalingsmodel, hvor kunden kan få systemet gratis mod betaling af et ikke fastlagt månedlig beløb, som ikke vil overstige den besparelse, kunden opnår, fortæller Thomas Munch-Laursen.