66 nye centrale ungdomsboliger på vej i Vejle

66 nye centrale ungdomsboliger på vej i Vejle

12. april 2019

Tekst: Torbjørn Næs Bertelsen

Når byggeriet er færdigt i løbet af 2020 vil boligforeningen AAB råde over 232 ungdomsboliger i Vejle.

Efter flere års planlægning kan AAB Vejle, KPC og Vejle Kommune endelig sætte byggeriet af 66 nye ungdomsboliger i Danmarksgade og Havneparken i gang.

Fredag 12. april tog Vejle Kommunes borgmester, Jens Ejner Christensen, det første spadestik til byggeriet.

- Med de i alt 66 nye ungdomsboliger, I nu bygger her i Havneparken og i Danmarksgade, så får vi et meget attraktivt tilbud til de unge, der overvejer at tage en uddannelse i Vejle. De kommer til at bo i lækkert nybyggeri lige op ad Bomuldsspinderierne med mange andre studerende og samtidig tæt på tog og bus og i gåafstand til Midtbyen og uddannelserne på Boulevarden, sagde borgmesteren i sin tale.

Terrasse og tæt på indre by
Ungdomsboligerne forventes færdige i sensommeren 2020. I Havneparken bygges seks etager med i alt 44 ungdomsboliger og i Danmarksgade bygges fem etager med 22 ungdomsboliger. Begge bygninger får tagterrasse med mulighed for udeliv og aktiviteter.

De nye ungdomsboliger skaber, sammen med de eksisterende ungdomsboliger i Bomuldsspinderierne, en helhed for området med tilknytning til både uddannelsesinstitutioner og indre by.

De nye boliger bliver til den tid en del af AAB Vejles i alt 232 ungdomsboliger som alle unge der er fyldt 15 år gratis kan skrives op til.

Klik her for at se flere billeder fra Havneparken i Vejle, hvor det første spadestik til 66 nye ungdomsboliger blev taget af Vejles borgmester og formand for AAB, Hans Helge Andersen.

Studieboliger til attraktiv uddannelsesby
Vejle er en stor og attraktiv uddannelsesby med flere og flere uddannelser og studerende. Syddansk Erhvervsskole har blandt andet meldt om flere ansøgere til deres uddannelser og den voksende E-sport-uddannelse er lige flyttet ind i en ny bygning ved Spinderihallerne og så er der snart en masse studerende fra den vestdanske politiskole, der er på vej til Vejle.

- Vi har også lige rundet de 115.000 indbyggere i Vejle Kommune, og hvert år bliver vi ca. 1.000 flere. Mange af dem er unge mennesker, fortalte Jens Ejner Christensen.

- Hvis vi skal blive ved med at være en attraktiv uddannelsesby, betyder det, at vi skal have boliger, hvor de studerende kan bo sammen med andre unge til en pris, de kan betale. Det er derfor herligt, at jeg nu igen står her med spaden og skal tage første spadestik til nye ungdomsboliger, sagde borgmesteren.

Der bliver to størrelser ungdomsboliger i de nye byggerier. Huslejen for ungdomsboliger på 49,9 m2 bliver 4.075 kr./mdr. ekskl. forbrug og huslejen for en ungdomsbolig på 43 m2 bliver 3.512 kr./md ekskl. forbrug.

Ungdomsboligerne ligger meget centralt og med kort afstand til banegården, uddannelsesinstitutionerne og bymidten.