174 kilometers kongeetape med mål I Vejle

174 kilometers kongeetape med mål I Vejle

17. juni 2018

Tekst: Jesper Lilleris
Foto: PostNord Danmark Rundt

Stigninger på bl.a. Kiddesvej og Chr. Winthersvej venter feltet til årets kongeetape. Det er 20. gang, at Vejle er målby i Danmarks største professionelle cykelløb.

Torsdag den 2. august køres kongeetapen i PostNord Danmark Rundt over 174,2 kilometer fra Viborg til Vejle. En etape, hvor rundstrækningen i Vejle igen vil spille en hovedrolle.

Vejle målby for 20. gang
Det er 20. gang, at Vejle er målby for en etape i Danmarks største professionelle cykelløb. Og ifølge borgmester Jens Ejner Christensen er der en særlig grund til, at etapen til Vejle endnu engang får en hovedrolle.

- Inden for cykelsporten har Vejle en unik styrkeposition. Intet andet sted i Danmark findes der nemlig så mange højdemeter inden for så lille et geografisk område som i og omkring Vejle. Det gør terrænet ideelt til at skabe et fantastisk cykelløb for både rytterne, publikum og tv-seerne på DR. Dramaet på Kiddesvej bliver etapens højdepunkt, men jeg glæder mig også meget til at se slaget på Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej, som har en stigningsprocent på 19,1 procent, og som virkelig vil teste benene i feltet, siger Jens Ejner Christensen.

Løbsdirektøren: Kongeetapen er noget specielt
- 2. etape fra Viborg til Vejle er, ikke uden grund, løbets kongeetape. Kigger vi tilbage på mange af de i alt 19 gange løbet har haft en etapeafslutning i Vejle, ser vi, at de som kører sig til topplaceringerne på Koldingvej, ja, det er også dem, der kæmper om den samlede sejr senere i løbet, siger løbsdirektør Jesper Worre.

Fra Viborg tager etapen rytterne sydpå gennem Dollerup Bakker og videre til Kjellerup og Silkeborg. Herfra fortsætter ruten ad småveje og gode stigninger skal forceres på vejene fra Silkeborg gennem Sejs, Laven, Ry, Gammel Rye og Yding Skovhøj. Efter Ejer Baunehøj og Sattrup køres der ad lidt større veje gennem Lund og Uldum, inden det igen går løs før Vejle ad kringlede småveje gennem Ulkær, Grejsdalen, Gl. Kongevej/Chr. Winthersvej, Hopballe, Skibet og Nr. Vilstrup.

- Rundstrækningen i Vejle er blevet en klassiker med bakken på Gl. Ribevej og Koldingvej efterfulgt af 21 procent stigningen på Kiddesvej, der hvert år splitter feltet fuldstændigt. Vi glæder os til at se et forhåbentligt sommerklædt og feststemt publikum i Viborg, langs ruten og på rundstrækningen i Vejle. Jeg tør i hvert fald godt love en underholdende etape, der samtidigt bliver afgørende for det samlede klassement i PostNord Danmark Rundt. Kongeetapen er noget specielt, siger Jesper Worre.

Der er forventet opløb på Koldingvej i Vejle kl. 17.15. Etapen kan følges live på dr.dk/dk og DR1.

Årets kongeetape fra Viborg til Vejle.